Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

89 skyder fremad. Det er kæmpemæssige Isstykker, som føres afsted for maaske efterhaanden at sønderbrydes, eller for ogsaa at strande hist og her paa Sandfladerne, hvor de siden, naar Vandet er faldet, bortsmelter, efter- ladende vældige Huller. Saa indtræder der atter Ro for en Tid. Jøklen har faaet Luft, og Elvene tyndes ud. Terner kommer ved Foraarstid i tusindvis og yngler paa de enkelte vandfrie Flader, hvor der findes lidt Vegetation af Dværgpil, og de fylder Luften med deres øredøvende Skrig. Nogle faa Struntjægere har maaske Unger ved Stranden. Deres mørke Skikkelser tegner sig langvejs fra i Luften eller paa Stranden — men ellers er der intet Dyreliv i denne Ørken. Ingen Lyd af summende Bier, brægende Faar eller Hyrdernes Sang lyder i ens Øre. Den store Stilhed hersker overalt — fra Jøkel til Hav, ligesom engang for Tusinder af Aar siden paa Jyllands let bølgeformede Sletter, forinden de dækkedes af Hedelyngen — den- gang, da Viborgomraadet laa under Isen, og da Jøkel- randen gik fra Egnen vestfor Silkeborg mod Nord til Dollerup-Bakkerne og derfra mod Vest henimod Holste- bro — dengang da Karupaa og Holstebroaa var Jøkel- elve, og Alheden og Landet mod Vest laa som store over- skyllede Sander mellem Indlandsisen og Vesterhavet. Jøklerne svandt langsomt bort, og Sanderne med de gamle Lejer for Jøkelelvene blev tilbage. I Aartusinder har de ligget hen med Overfladen næsten uforandret, som for længe, længe siden. Lyng og Krat groede op, vel ogsaa Skov et og andet Sted, hvor Grunden var god. Mennesket vandrede ind og fæstede Bo i Aadalene og paa mere frugtbare Strækninger, men store, vidtstrakte Hedestrækninger fik Lov at ligge ubeboede hen Aarhun- drede efter Aarhundrede, som Jagtdomæne for Egnens