Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

95 medens Granplantagerne i Horisonten kun ses som en utydelig blaagraa Stribe. Moserne med Hængesæk og Kviksand ligger nede i Lavningerne, hvor alfarvet, rødt Vand ses i Sumpene, men gennem Dalen løber Aaen muntert mellem grønne Enge, der er overrislede ved kunstige Anlæg. Ørreden boltrer sig i Vandet, og Bekkasiner og Tredækkere ligger gemte ved Bredderne. De flagrer op paa langt Hold, forjagede som de allerede er. Men ude fra Heden, maaske en halv Mil borte, hø- res Hjejlens langtrukne Fløjt. Ved Aaer og Kær er der ganske tæt bebygget; men ude paa den flade, endeløse Hede ligger Huse og Gaarde endnu langt fra hinanden; dog, det varer næppe længe ved, nu skal det hele jo dyrkes eller plantes, og med Tiden forsvinder al den gamle Herlighed. Sten Blichers Hede er forlængst ikke mere til, og der, hvor Taterne i Fortiden førte deres herlige omflakkende Nomadeliv, der puster Lokomotivet nu fremad. Heden som saadan er profaneret. Det finder alle vi, som elskede at færdes derude i den højtidelige Ensom- hed, naar Sommersolen skinnede paa de violette Hede- sletter, som flimrede i Solvarmen. Da kunde Øjet fryde sig, naar Gyvel stod i Blomst og Revling og Tyttebær bar Frugt — da kunde man traske afsted, fri og glad, saa langt Horisonten rakte, uden at nogen Mors Sjæl antastede en. Da sang Hede- lærken Ørkenens Glæder og Sorger ud i Guds frie Na- tur, nu slaar den sine Triller i alt for stor Nærhed af menneskelige Boliger, og nu føjter Cyklisten der, hvor fordum Zigøjneren drev om. Nu er der kommet Jagt- love og Forbud, og en stakkels Djævel, der med Bøsse og Hund er kommen uforvarende langt ud fra sin Vej, bliver nappet og mulkteret. Nej, i gamle Dage — da kunde man endnu vandre