Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

94 som Tørvestakkene kaldes, tegner sig utydeligt og mørkt mod den graa Luft. Vandpytterne ligger blanke og hvide mellem de sorte Lyngtotter, mellem Tyttebærbuske, Rev- linger og Stargræs, som Bønderne bruger til Strøelse. Gamle forsjaskede Urfuglefjer hænger paa Lyngtoppene eller ligger i Hulvejens Sand, hvor Fuglene holder af at boltre sig, naar Solen skinner, og det er varmt, og hvor de søger Biller og Insekter i Studenes og Hestenes Gødning. Solen er ved at staa op. Det mærker man paa Lys- ningen i Taagen. En Hedelærke flyver pludselig for- skræmt op og basker med Vingerne, saa Vanddraaberne sprøjter til alle Sider. Lidt efter høres andre Fuglestem- mer, først pippende og svage, saa stærkere alt— som Lys- ningen tiltager i Øst. Skønt Taagen ikke er helt svunden, er det dog blændende lyst, og Solen ses som en stor, rød Skive, forbi hvilken Taageskyerne driver. Spindel- vævene mellem Lyngbuskene begynder at glimte. Na- turen drager paany Aande. Livet begynder at pulsere, og Lidenskabernes Glød tændes med Solen; Urhanerne eller »Urkokkene«, som Bønderne kalder dem, er alle- rede i Bevægelse. Man hører dem flyve rundt og »skoggre«. Det maa være en gammel Hane, thi Parringstiden er forbi. De Dage er endte, da Hannerne med deres Kal- den hidlokkede de flygtige Hunner, som i den aarie Morgen drømte om Elskov. Nu er Hanner og Hunner gaaet hver for sig — ja, de aller ældste og stærkeste Hanner har maaske emanciperet sig fra de unge — ak- kurat ligesom de gamle Bukke har for Vane. Nu er Kyllingerne udrugede og allerede saa store, at deres lange Halse titter op af Lyngen. Det er ved Tiden, da Flokkene spredes i Nærheden af Rugepladserne. Taagen letter, og Solen begynder at brænde; lys og venlig ligger den vidtstrakte Hede, hvor Kæmpehøjene og de ensomme Boliger tegner sig skarpt over Fladen,