Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

60 skove, der viser, at der kan opnaaes fortrinlige Granskove selv paa mager Hede, om end det tager Tid, før Skoven kommer frem. Andre Steder, navnlig paa Hede, der havde henligget som lyngbevokset Hede i adskillige Aarhundreder, vilde Granen imidlertid ikke gro. Den førte en sygnende Til- værelse i Plantehullerne uden hverken at kunne leve eller dø, og man har endnu saadanne smaa henimod 100-aarige Graner, der ikke er komne op over Lyngen. Saa kunde saadanne syge Graner dog pludselig blive levende og gro, som om de aldrig havde fejlet noget, og man ser da saadanne gamle ublandede Grankulturer paa ældre Heder forme sig som en Bestand af enkelte velvoksede Grupper og store Partier, der ikke er komne op over Lyngen. Det var paa Grund af disse Erfaringer, at de her- nævnte Statsplantninger standsede. Da stiftedes som bekendt Hedeselskabet i 1866 med det Formaal at frugtbargøre Jyllands Hedeegne og navnlig med Hedeplantningen paa sit Program. Hedeselskabet begyndte omtrent straks med at plante Gran og Bjergfyr i Blanding. Bjergfyrren er vel omtrent det haardføreste og nøj- somste Skovtræ, man har. I sin Hjemstavn i de mellem- europæiske Bjerge og paa Alperne gaar den højere op end noget andet Træ og beklæder de magreste og van- skeligste Lokaliteter. Den vokser langsomt og buskformigt i Ungdommen, opnaar ikke særlig store Dimensioner og blev derfor af mange foragtet som Kulturtræ, ligesom den almindelig er bleven kaldt Dvergfyr eller Buskfyr. Men den gror overalt, og den blev af Hedeselskabet indført i Blanding med Rødgran for dog at faa noget. Det viste sig da, at Hedeselskabets Plantager overalt