Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

DEN SEJRRIGE OPGANG 85 derfor havde han ogsaa kunnet svare selve den kongevalgte Natio- nalbankdirektør (Levy) paa dennes Spørgsmaal, om han ikke frygtede for at binde en Kapital større end Nationalbankens Grund- fond i et Foretagende, hvor Aktiverne sænkes i Havet —: »Jeg frygter intet uden Abekattene.« Mand og Mand imellem fortaltes der om mange saadanne Tietgen’ske Ord, næsten alle med stin- gende Od. Det var overhovedet lykkedes ham at skabe sig en egen Type, aldrig set herhjemme hverken før eller siden: tonløst talende, kold og tør i Stemmeføring, hvas i Blikket, en Jernmaske af et An- sigt, hvor kun Mundvigenes lette Dirren gav Sindsbevægelsernes Rytme-Spil. Som han virked’ med sit faamælte og mundrappeVæsen, der var saa fuldt af Fynd og Hast, at det helt tog Vejret baade fra »Medløbere« og Modstandere, var han en født Hersker blandt Mænd — en Handlingens Mand midt oppe i et Folk af Drømmere. Samtidig raadede han over en springsk og sprudlende Fantasi, der endog turde sætte sig det Eventyrlige som selvfølgeligt Maal — ikke for intet var han fra H. C. Andersens Stad! Og dog havde denne Børs- mands Midas-Evne til at lade Alt, hvad han rørte ved, blive til Guld, egentlig intet til Fælles med den hyggelige Spidsborgerlighed, som nusler om i Odense-Digterens lille Verden, — saa lidt som der var noget af Idyllen ved ham. Fjernere bort fra Aaskræpperne og Andedammen kunde man dog ej heller komme end ud til selve Østerland, det ægte gamle Vidunder-Eventyrs Vuggeland, hvor Aandernes Trylletale ej kender til Tid eller Rum. Var det ikke netop dette, han med sin østasiatiske Telegraf havde gjort til den rene Virkelighed? Og saa var han alligevel — saa allerkæreste dansk! Ej alene idet han paa ægte Grundtvigianer-Vis var ligefrem forelsket i alt, hvad gammeldansk var, men fordi hele hans Væsens Kærne var i Slægt dermed. Han var netop dansk i Folkevisens djærve Stil, som Mand ikke mindre end som Yngling stadig endnu den raske Svend, saa gæv en Helled’ »som Nogen med Øjen vilde se«, vovende og villende det utrolige som selve Sivard Snarensvend,