Almenfattelig Veiledning Til Veiarbeiders Udførelse Med Specielt Hensyn Til Veibetjente Og Kommuner 1849

54 Dette kaldte man da paa sine Steder meget naivt „at drukne Stenene", og gjorde det i den Forhaabning, at Hullerne derved skulde blive fyldte og erholde en fast Bund; men det var derhos besynderligt nok, at den Erfaring ikke af Vedkommende erhverve- des; thi Stenene bleve enten virkelig druknede, det vil sige de forsvaudt sporløst eller der blev et Hul ved Siden af det, der paa den beskrevne Maade var bleven fyldt. Paa flige og lignende Maader behandledes i Reglen Biveie- ne. At der gaves Undtagelser, maa indrømmes, og disse vare da ogsaa i den almindelige Fordærvelse saa meget hæderligere. Siden Communerne have faaet Andeel i Bestyrelsen af deres egne, indre Anliggender, er ogsaa Bivejenes Tarv bleven iagtta- get med mere Omhu end tidligere, da denne Deel af Vejvæsenet, var saa godt som overdraget alene til Sognesogderne, der sjeldent, selv med den bedste Villie, vare istand til at udrette noget Fyl- destgjorende. § 48. Forskjellen imellem en Grundforbedring og en Hovedrepara- tion, bestaaer ifølge vedtagen Sprogbrug deri, at ved Grundfor- bedring forstemes den Reparation, hvorved Veiens Tverprofil, Kjsrebanens Beskaffenhed o. s. v. forandres i den Grad, at derved fremkommer saagodtsom en heel ny Vei; ja undertiden indbefatter Grundforbedringen endog en partiel Forandring af Veiens Ret- ning. En Hovedreparation derimod, omfatter kun de Foretagen- der, der maa iværksættes for at gjengive Veien sin oprindelige Skikkelse og Tilstand. En Vei, hvis Retning og Brede er bestemt, og det dertil fornødne Areal udlagt, men forsvrigt ikke har nogen anden Adkomst til at kaldes en Vei, kan altsaa siges at grundforbedres, naar den sættes i en saadan Stand, at den