Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie

263 af den kongelige Kasse blevet sat i Stand til at kunne give gratis Ad- gang til Forelæsningerne, men Tilskudet faldt bort allerede i 1766. Han forsøgte da at fortsætte Forelæsningerne for Betaling; men Forsøget mislykkedes — og Ulrich Green maatte indstille det. Omtrent ved samme Tid foreslog Parykmageren Knud Birch, at Haand- værkerne skulde danne Selskaber inden for hvert Fag. Her skulde alle, der forstod Haandværket, samles mindst 1 Gang om Ugen til gensidig Belæring Planen blev dog ikke til noget. Der var Trang til Oplysning — men Haandværkerne selv magtede ikke at løse den Slags Opgaver. Det blev Staten og Kredse, der stod uden for Haandværket, der endnu i en Række Aar maatte yde Haandværkeren Hjælp. Fra Statens Side kom Hjælpen fra det den 31. Marts 1754 opret- tede kongelige danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie. Da Struensee var kommet til Magten, greb han snart ind ogsaa i Aka- demiets Virksomhed. Resultatet blev et Reglement af 21. Juni 1771, som bl. a. paabød: »Paa det at den gode Smag og de rigtige Grund- sætninger i Tegning, ikke alene blandt Kunstnere, men endog iblandt Haandværkere, som udkræve Kundskab i Tegning, kunde vorde ud- bredet, ville Vi, at alle i Vores kongelige Residents-Stad værende Pro- fessionister og Haandværkere, som ikke kan undvære Tegning, skal tilholde deres Lærlinge flittig at besøge Akademiet.« Denne Bestemmelse, der i væsentlig Grad har sat sit Præg paa vor Haandværkerundervisning, idet den slog Tegneundervisningen fast som det væsentligste Grundlag, havde til Følge, at Akademiet maatte oprette en Ornamentskole, der aabnedes den 12. Oktober 1772. Denne Skole virkede, indtil den omkring Midten af det følgende Aarhundrede hen- lagdes under det da oprettede »Techniske Institut«. Fra Kredse uden for Haandværket søgte man ogsaa at række dette en hjælpende Haand. Og det trængte dertil. Haandværkerne stod i det almindelige Omdømme som »raa og uvidende« og betragte- des næsten som en Paria-Kaste, der ikke kunde ligestilles med de an- dre Stænder. Haandværkerne kunde saaledes ikke vælges som Med- lemmer af Stadens Styrelse (de 32 Mænd). Der var Opgaver nok at tage op, og i en Tid — »Oplysningens Tidsalder« — hvor Spørgsmaalet om forbedret Opdragelse var paa Dagsordenen, blev da ganske naturligt Interessen vakt ogsaa for en for- bedret Uddannelse af Haandværkerne. Plan efter Plan dukkede op: et Statsmuseum — et Modelkammer, ved hvilket der skulde holdes Fore- læsninger og ansættes Konsulenter — et Institut for Haandværkere i Forbindelse med Kunstakadmiet o. s. v. Alle disse Planer blev imidler- tid kun til Ord. Fra en enkelt Side naaede man dog til et virkeligt Resultat; »Selskabet til Oplysningens Udbredelse«, der fra 1798 kaldte