Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT 1 SIBERIEN. 105 vor Mønt, medens man for fem indtil ti Kroner kan købe fuldstæn- digt udvoksede, afslebne Horn med tolv a fjorten Ender. Ikke blot Mongolerne i Nord- og Mellemasien, men ogsaa Siberiere af russisk Herkomst er ivrige efter at erhverve de kostbare Horn og forsender dem, naar de i rette Tid har nedlagt en Hjort, saa skyndsomst som muligt, i Keglen med Posten, til Kiachta, hvorfra de hvert Aar ved særlige Købmænd indføres til Kina, uden at dog Mængden svarer til Efterspørgslen. Da nu, som bekendt, enhver Hjort, medens den skifter Gevir, undgaar tætte Trægrupper og tillige er mindre sky end ellers, da unge Hjortes kun lige opstaaende og gaffelformige Horn ligesaa lidt skaanes som de fuldvoksne Kronhjortes, er det let for- klarligt, at Vildtbestanden skades føleligt. Kødet og Huden kommer slet ikke i Betragtning ved denne Slagtning; volder det nogen Ulej- lighed eller Besvær at medtage det nedlagte, overlader man det uden videre til Ulve og Ræve. Ligesom Maralhjorten adskiller sig fra Kronhjorten, adskiller det siberiske Raadyr sig fra vort Raadyr ved sin Størrelse og sine høje Rosenstokkes svagt udviklede Horn; Naturforskerne er dog endnu ikke enige om, hvorvidt det udgør en Art for sig. I Siberien bebor det med Forkærlighed Skovstrækninger, som begynder at komme sig efter en dem overgaaet Brand, saadanne, i hvilke den siberiske Gran forekommer rigeligt, Udkanter af Skove og mindre Lunde; det stiger-i Bjærgegnene op til betydelige Højder og forekommer selv ude paa den aabne Slette, hvor det slutter sig til Antiloper, medens det i Bjærgegnene holder sammen med. Stenbukkene og de vilde Faar. Alt efter Landets Natur og Beskaffenhed foretager det mere eller mindre regelmæssige Vandringer, selv uden at være tvunget dertil ved Skovbrande; det tilbagelægger derved vide Strækninger og sætter uden Betænkning over brede Strømme. Stundom kan det vise sig i Egne, hvor man ikke har set det i mange Aar, tager fast Bolig dér og foretager Strejftog derfra. I Reglen følger det paa disse sine Vandringstog bestemte Veje, men bliver hist og her nødsaget til at trænge sig frem ad snævre Stier. Klippefulde, stejle Bredder ved større Floder tvinger det til at begive sig ind i de faa Tværdale og de enkelte Kløfter og leder det derved ofte i Fordærv, eftersom man sjældent forsømmer at spærre saadanne Pas ved Indhegninger og bagved disse at anlægge Faldgruber. Paa enhver Aarstid er de