Naturliv

104 SKOVE, VILDT OG JAGT 1 S1BERIEN. Fjerbeklædning og det valgte Opholdssted. Desuagtet titter den, saa længe den paa en eller anden Maade viser sig, uophørligt bekymret omkring, og forlader, naar den aner Fare, sin ophøjede Plads ligesaa tyst og stille, som da den fløj derhen. Jagten paa denne Fugl bereder Jægeren stor Fornøjelse. Overalt i Skovene kan man gøre Regning paa at træffe den, og man véd aldrig, hvor den vil vise sig. Man maa i Reglen give Afkald paa alle særlige Hjælpemidler, man behøver der- for heller ikke at risikere at faa Jagten ødelagt af uduelige Jagtfæller og bliver ved den uophørlige Jagtspænding endnu rigere belønnet end ved den Steg, som denne den mest velsmagende af alle Hønse- fugle har at byde. I Sammenligning med den Betydning, som fra et Jagtsynspunkt eller i ren nationaløkonomisk Henseende maa tilkendes Skovfuglene, turde Jagten paa og Nytten af det ædleste Vildt blandt de firføddede Dyr i det vestlige Siberien synes af ringe Betydning. De fire her forekommende Hjortearter skattes af forskellige, men lige uholdbare Grunde langt mindre end de fortjener, og udnyttes, om end ikke paa en ligefrem raa, saa dog kun lidet tiltalende, undertiden endog mod- bydelig Maade. Dette sidste gælder i Særdeleshed i Henseende til Maralhjorten; dette stolte og statelige Dyr, der efter nogle Forskeres Opfattelse er en granvoksen Kronhjort, efter andre Anskuelser ganske vist har megen Lighed med den sidstnævnte, men dog ved sin Stør- relse og sin kraftige Hornbygning optræder som en afvigende Art. Familien bebor alle Skove sydpaa, med Forkærlighed dem i Bjærg- egnene, og optræder ingenlunde saa sjældent i disse, som man skulde tro paa Grund af den aldrig hvilende Jagtlyst saavel hos de indfødte som hos de indvandrede Folk. Denne Jagtlyst truer Maralhjorten af en højst ejendommelig Grund, netop paa den Tid, da den mest trængte til at skaanes. Alle nordasiatiske Jægere har ved at nedlægge denne Hjort ikke Kødet for Øje, ej heller Huden eller de grenede, afslebne, men derimod de endnu ikke fuldt udvoksede og endnu ikke hærdede Horn. Af dem tilbereder kinesiske Læger eller Kvaksalvere et ivrigt efterstræbt Lægemiddel, der af det himmelske Eiges udlevede Sønner opvejes med Guld, øjensynligt et Slags Pirringsmiddel af en bestemt Art, som de mener ikke at kunne erstatte med noget andet. Mest søgte er de med seks Takker forsynede Horn, der endnu er rigeligt fyldte med Blod; for dem betaler man to til tre Hundrede Kroner i