Naturliv

SKOVE. VILDT OG JAGT l SIBER1EN. 107 er det vanskeligt nok at komme bag paa det vandelskende Dyr: det tilbringer da den største Del af Tiden i Sumpe, om Dagen mellem høje Sumpplanter, hvilende i et for alle andre utilgængeligt Leje, og om Natten græssende. Saftige Vandplanter og disses Rødder smager Elsdyret bedre end de skarpe Siv; derfor drager det ogsaa, naar det skal til at græsse, ud til de dybere Steder i Mosen, henter Planter op af Vandet, dukker derved det klodsede Hoved ned i det dyndede Vand lige til Ørene, der minder om Æselets, faar saa Næseborene fyldt dermed, og slynger, saa ofte det hæver Hovedet, den indtrængende Masse ud af Næse og Mund med en pustende Lyd, som liøres vidt omkring. Opfindsomme Jægere har paa denne dens Maade at søge sin Føde grundet en særlig Jagtmaade. Man spejder flere Nætter i Rad efter det i Almindelighed yderst forsigtige Dyr, tilvejebringer om Dagen i al Stilhed nogle lette Baade og ror saa om Natten saa stille som muligt hen til Elsdyret, der er ved at fylde sig, og hvis Lugtesans og lagttagelsesævne ved den uophørlige Neddykken ikke er saa skarp som sædvanlig, og sender det en Kugle. De lyse Sommern ætter letter en saadan Jagt, skøndt de ganske vist gør det vanskeligere at komme Dyrene paa tilstrækkelig nært Hold, men Jagten er derfor ogsaa saa spændende, at den drives af ivrige Jægere med Lidenskab og i Reglen ogsaa giver dem et godt Udbytte. Med den begyndende Kulde forlader Elsdyret Sumpene, da det tykke Is- dække hindrer dets Bevægelser, og søger sin Tilflugt i tørre Skov- egne, indtil den rigeligt faldende Sne tvinger det til at foretage Strejftog og til at opsøge gunstigere Opholdssteder. I denne Tid foretrækker man Jagten ved Hjælp af vel dresserede, fremfor alt yderst rolige Hunde for enhver anden Jagtmaade. Elsdyret skyr under sine Strejftog ikke heller beboede Steder, forraader sig ved sine let kendelige Spor og fører saaledes snart Jægeren i Nærheden af sig. Saa sender man Hundene afsted. Deres Hverv er ganske vist kun at beskæftige, ikke at bortskræmme Dyret. Derfor faar de heller aldrig Lov al angribe dette bagfra, i Almindelighed heller ikke at komme det for nær, men bør under uophørlig Gøen hoppe omkring det og tildrage sig dets Opmærksomhed. Ser Elsdyret sig truet af Fare, saa bliver det efter et kort Trav staaende, ser vredt paa Hundene og synes at beslutte sig til at angribe dem, men kommer kun i meget sjældne Tilfælde til at udføre en saadan Beslutning og