Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
108 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. giver saaledes Jægeren Lejlighed til at komme nærmere og paa ringe Afstand at gøre et sikkert Skud. Sker det, at en lille Flok Elsdyr pludselig overraskes af Hunde, saa kan de komme til den Grad i Knibe, at det kan lykkes en rask og vel udrustet Skytte at ned- lægge flere Dyr efter hverandre. Bliver gamle, erfarne Elsdyr om Vinteren i dyb Sne forfulgte i længere Tid, saa slaar de ind paa den første befarne Vej, de møder, og traver da fremad paa denne, enten den saa fører dybere ind i Skoven eller til et beboet Sted, kommer derfor ikke saa sjældent i umiddelbar Nærhed af Menneskeboliger og drejer først da af ind i Skoven. Haardskorpet Sne er ligesaa farlig for Elsdyret som for Raadyret; thi raske og duelige Jægere angriber det under saadanne Forhold endog kun med et Spyd, naar de paa deres Skier har indhentet Dyret og udmattet det saa meget, at de kan bruge hint ældgamle Jagtvaaben. Elsdyrets Kød spises gerne af Nybyggerne og de indfødte, men staar temmelig lavt i Pris; Huden derimod finder til seks å otte Rubler villige Købere og yder Jægeren af Fag tilstrækkelig Erstatning for hans Møje og Anstrængelser. Det vilde Rensdyr tilhører ganske vist egenlig Tundraen, men bebor ogsaa Skovregionen i hele dens Udstrækning. Langs med Urals østlige Bjærgskraaninger har den sit Tilhold, saavel inde i Skoven som paa Bjærghøjderne. Jægerne dér taler derfor om Skov- og Bjærg- rener og synes at være tilbøjelige til at tillægge hver af disse forskel- lige Egenskaber, skøndt de ikke bestemt kan angive, hvori disse Ulig- heder skulde bestaa. Beboede Egne skyr Rensdyret mindre end alle andre Hjortearter, hvilket vist turde forklares deraf, at der blandt de i fri Tilstand fødte Dyr aarlig nedlægges flere, der er mærkede ved Snit i Øret eller ved indbrændte Mærker og saaledes maa være for- vildede. Sandsynligvis forlader disse i Brunsttiden Samojedernes og Ostjakernes Hjorde og vandrer saa langt sydpaa, indtil de støder paa deres vilde Stammefrænder og ved dem fængles til en bestemt Egn. Naar de én Gang har smagt Frihedens Sødme, antager de i mærkelig kort Tid alle den vilde Rens Vaner. Som Vildt spiller de blandt Skovbeboerne, ligesaa lidt som den vilde Ren, nogen betydelig Rolle. Man nedlægger Rensdyret, naar og hvor man kan, men med Und- tagelse af en eller anden særlig ivrig Jæger af russisk Herkomst, er det kun de indfødte, der jager dem med Ihærdighed og Iver.