Naturliv

122 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBÉR1EN. forpligter sig til at levere Handelsmanden alle de af ham erhvervede Skind til en fast Gennemsnitspris; Købmanden skal paa sin Side, uden at vrage, modtage den ham leverede Vare. Har Jægeren Held med sig, kan det lykkes ham at fælde saa meget Vildt, at han meget vel kan leve af sin Jagt, i det mindste bestride, hvad Vinteren kræver, men i Reglen opvejer Jagten paa ingen Maade de med den forbundne Besværligheder og Savn, og kun et saa overordenlig for- dringsløst Menneske, som den siberiske Jæger plejer at være, kan drive Jagten som Erhverv. Som den vanskeligste og ærefuldeste Jagt betragter Vestsiberieren Bjørnejagten. Nalle er her ingenlunde den gemytlige Skabning som endnu hist og lier i Østsiberien, tværtimod næsten overalt en raa, usleben Fyr, der ganske vist i Reglen flygter for Mennesket, men som, saaret eller blot bragt i Knibe, modigt optager Kampen, og da kan blive yderst farlig. Trods alle Forfølgelser er den intet Steds aldeles udryddet, snarere at betragte som hyppigt eller dog ikke sjældent forekommende; altid og overalt gaar den sine egne Veje og krydser ikke synderlig ofte Menneskets. Dermed er det dog ikke sagt, at den skyr eller blot undgaar beboede Egne; den opholder sig tvært- imod ofte i ringe Afstand fra saadanne, og overfalder stundom Husdyr lige for deres Ejers Øjne, men viser sig saa uregelmæssigt, at mangen en Siberier ikke engang har set den og endog i Skoven aldrig har mødt den. Efter alt at dømme befinder den sig hele Sommeren paa Vandring. Den gennemstrejfer Skovene uden at binde sig til bestemte Veje, og stiger, alt efter Bjærgegnenes Beskaffenhed, i Eftersommeren op paa Højderne og vender ved Vinterens Begyndelse tilbage, til lavere liggende Egne, slaar sig gerne, medens Sæden er ved at modnes, ned i Yderkanterne af Skovene for i al Magelighed at rapse paa de nærliggende Marker, forlader vel ogsaa undertiden fuldstændig Skovene og besøger tilgrænsende Stepper, i Reglen Bjærgskraaninger, som bærer Steppens Præg, opholder sig i længere Tid paa en Egn og gennemstrejfer andre uden at blive paa noget Sted, idet den altid og overalt benytter sig af den Lejlighed, der i Øjeblikket tilbyder sig, til at faa fat i en eller anden Yndlingsspise. I de fleste Egne er den en afgjort Planteæder; hist og lier bliver den et frygteligt Rov- dyr, og andre Steder tager den til Takke med Aadsler. Om Foraaret ernærer den sig saa godt den kan, fortærer alt, hvad den kan faa fat i,