Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. 123 lurer listigt paa Husdyrene, der gaar og græsser i Skoven, stormer pludselig løs paa dem og forfølger dem med overraskende Hurtighed, griber dem, slaar dem til Jorden, spiser sig mæt i deres Kød og ned- graver Resten for senere at faa sig endnu et Maaltid. Optræder ogsaa, i Særdeleshed i Egne, hvor der raser Kvæg-epidemier, paa de Steder, hvor man har kastet de døde Husdyr, for at gøre sig til Gode med deres Lig og er endog bleven truffen paa Kirkegaarde som Lig- røver. Om Sommeren falder den plyndrende ind i Rug-, Hvede- og Havremarker, røver vilde Bistokke og Bikuber, udgraver Hvepse- og Bireder, ødelægger Larverne i Myretuerne, vælter gamle, omstyrtede Træstammer for at komme til de Insektlarver, der bor i den møre Bark. Om Efteraaret spiser den næsten udelukkende Bær af alle Slags, ogsaa saadanne, som den først maa hente ned fra Træerne, saadanne som f. Eks. Hægebær, og naar Tiden indtræder for Cem- brakoglernes Modning, gaar den efter disse, klatrer, for at komme til dem op i høje Træer og bryder ikke alene Grenene af, men ogsaa Toppen, ligesom den haardnakket driver omkring i Magasiner og Bu- tikker, i hvilke man tilfældigvis gemmer Cembrakogler, eller den for- søger at bane sig Vej til det indre af Forraadshuse. Desuden driver den paa enhver Aarstid Fiskeri, og dette ikke sjældent med stort Held. Den flygter i Reglen for Mennesker, men gaar dog stundom uden videre over til Angreb og skyr da ikke engang Overmagten. Alt efter Vejrliget lægger den sig tidligere eller senere i Vintersøvn. Til Hi vælger den fortrinsvis et passende Sted under et gammelt, om- styrtet Kæmpetræ, udgraver her en temmelig dyb Grube, bedækker dens Bund med tynde Fyrre kviste og op til ca. tre Kvarters Højde med Mos, tilstopper og fylder ogsaa Sidevæggene i Hiet dermed, kryber ned deri og lader sig indesne. Overrasker det første Snefald den oppe i Bjærgene, saa stiger den ikke altid ned i Dalen, men gemmer sig i en Klippehule, som den udforer saa godt den kan, eller ogsaa udvider den et Murmeldyrs Bolig til den Størrelse, den be- høver, og tilbringer Vinteren dér. Er den én Gang falden i Søvn, saa ligger den saa fast i sit Hi, at man kun med største Besvær kan faa den ud, bider arrigt i de Stænger, man stikker den med, brummer og brøler, og viger ikke, før man tager sin Tilflugt til Raketter eller brændende Træ. Endelig kommer den, saafremt den ikke er bleven saaret, farende ud som et jaget Vildsvin, udtømmer sine Ekskrementer