Naturliv

142 STEPPERNE I DET INDRE AFRIKA. har uhyggelige og ingenlunde altid usande Fortællinger. I Modsæt- ning til andre giftige Slanger er den i Virksomhed om Dagen; naar den ikke bliver tirret, ser den ganske uskyldig ud; den er særdeles kvik i sine Bevægelser, yderst irritabel og modig og forener alle de Egenskaber, som gør en Giftslange farlig. Paa Grund af sin Farve, der er det gulnede Græs overordenlig lig, glider den i Reglen ube- mærket gennem Græsskovene; i Bevidstheden om sine frygtelige Vaaben bereder den sig straks til Angreb, saa snart den tror sig paa nogen Maade truet. Naar den sætter sig til Modværge, rejser den sig til en Femte- eller Sjettedel af sin Længde, breder Halsribbenene ud og danner af dem et Skjold, ovenover hvilket man ser det lille Hoved med de livlige, gnistrende Øjne; den rotter disse stift paa Modstanderen og ruster sig saaledes til det lynsnare, næsten altid dræbende Bid — den frembyder et prægtigt Skue, der fylder Mennesker og Dyr med Beundring saavel som med Rædsel. Det paastaas, at den ogsaa kan dræbe uden at bide, ved blot at spytte eller slynge Giften ud imod Angriberen, og i Virkeligheden afsondrer dens stærkt udviklede Kirtler den djævelske Saft i saadan Mængde, at denne i store Draaber trænger frem af dens hule Gifttænders Rørmunding. Det er derfor ikke saa underligt, at den indfødte, saavel som Evropæeren, langt mere frygter den end den træge Hornslange, som om Aftenen hjem- søger ham i Lejren; og let forklarligt er det, at Evropæeren øjeblik- kelig og uden Betænkning skyder paa enhver, selv den uskadeligste Slange, som kommer ham for Øje, og at tilsidst enhver Raslen i Græsset eller Løvet vækker en vis Uro eller i det mindste Opmærk- somhed. En saadan Raslen høres imidlertid uophørlig paa Steppen, da de andre Slanger, lige fra Hieroglyfslangen, en indtil atten Fod lang Kæmpeslange, ned til smaa uskadelige Snoge, forekommer lige- saa talrigt som Apisslangen, og der desuden overalt træffes en utallig Hær af Øgler af alle mulige Arter. Hvem der frygter Slangerne, kan ved. Firbenene blive forsonet med Krybdyrklassen; thi nydeligere Fremtoninger end disse kvikke og farverige Væsener kan Steppen ikke opvise. De iler hen over Jorden og klatrer i Buskenes og Træernes Grene, de sidder og kigger oppe paa Termithøjene og Hustagene, ja endog under Sandet baner de sig Vej. Visse Arter konkurrerer i Farvepragt og Glans med Kolibrierne, andre fængsler Opmærksom- heden ved deres hurtige og yndefulde Bevægelser, atter andre ved