Naturliv

STEPPERNE T DET INDRE AFRIKA. 143 deres ejendommelige Legemsbygning. Endog efter at Solen, hvis Straaler de maaske skatter højere end nogensomhelst anden Skabning, er gaaet ned, og de fleste Dyr er gaaede til Ro, kan de sysselsætte Iagttageren; thi med Nattens Begyndelse ruster Gekkoerne, der om Dagen har holdt sig stille paa Træstammerne eller Træsparrerne, sig til deres Arbejde, udstøder høje, velklingende Skrig, der minder om deres Navn, og driver nu deres Jagt med største Iver og uden Frygt for Mennesker. Ældgamle Fordomme har givet dem et daarligt Rygte og fremstillet dem som i høj Grad giftige Dyr, og den samme Fordom spøger endnu i tankeløse Menneskers Hoveder. De er Natdyr og saaledes anderledes skabte end de Dyr af samme Klasse, der er i Virksomhed om Dagen; hvad der særlig karakteriser dem, er, at de foran paa deres Fingre og Tæer har en Slags brede Bladpuder, paa Undersiden bestaaende af Hudflige, der ligger tæt ind til hverandre; disse virker som en Art Sugevorter og sætter dem i Stand til at klatre med en forbavsende Behændighed. I disse Bladpuder har man, hvor utroligt det end lyder, troet at finde giftafsondrende Kirtler; i Virkeligheden er Gekkoerne ligesaa uskadelige som fængslende Skab- ninger og erhverver sig derfor meget snart enhver fordomsfri Iagt- tagers Interesse og Velvilje. Husdyr, som de er i Ordets bedste For- stand, eftersom de med Iver og Held helliger sig til Udryddelse af alt Slags besværligt Kryb, bringer de ved Nattetid stor Liv i enhver Del af den af Ler og Halm opførte Bolig, klatrer overalt med en for- bavsende Behændighed, takket være deres Ta askiver, op og ned ad vandrette som ad lodrette Flader, legende og jagende hverandre, og lader nu og da deres velldingen.de Strubelyd høre. De er saaledes baade til Fornøjelse og til Nytte — hvilket fornuftigt Menneske vilde da ikke tilsidst blive deres Ven? Men, ganske vist, Krybdyr, Skabninger, der ligesom er ramte af Menneskets Forbandelse, er og bliver de, og med Fuglenes lette, glade Folk kan de ikke konkurrere. Derfor maa man vel sige, at det egenlig er disse sidstnævnte, som først træder det paa Steppen dvælende Menneske venligt i Møde og forsoner ham med de Dyr, med hvilke vi hidtil har beskæftiget os. Fugleverdenen paa Steppen er rig paa Arter og optræder meget talrigt. Hvor man end befinder sig, ser og hører man Fugle; endog ud fra den tætteste Græsskov klinger Trappernes høje Skrig, fra