Naturliv

162 AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. frem derimod; uendelig forskelligt formede Blade svajer og sitrer, bevægede af Vinden, skinner og funkler, idet de snart viser sig fra én, snart fra en anden Side for det ligesaa overmættede som blæn- dede Øje, der forgæves bestræber sig for at komme paa det Rene med dette Virvar af Blade, at adskille det Heles Enkeltheder fra hverandre. Milevidt er begge Flodbredder paa denne Maade be- voksede, lige tæt og storartet, lige uigennemtrængeligt. Da aabner der sig pludselig en Sti, muligvis ogsaa en bred Vej, som synes at føre til det Indre af Skoven. Men forgæves søger man paa denne efter et Aftryk af en Menneskefod; Mennesker har ikke banet denne Vej, det er Skovens Dyr, som har nedtrampat den. En Elefanthjord har maaske taget Vejen gennem den sammenfiltre de Tykning, for fra de vandløse Højder at naa ned til Floden. Følgende efter hverandre i en lang Række, gennembryder de vældige Dyr uimodstaaeligt den tætte Smaaskov, og kun de tykkeste og højeste Træer kan faar dem til at vige til Side. Hindrende Grene og Stam- mer, saa tykke som et Mandslaar, bliver bøjede af, af kvistede og kastede til Jorden, efterat alt spiseligt paa dem er blevet fortæret; Buskene, der i rigt Maal bedækker Jorden, bliver rykkede op med Rode, anvendte paa samme Maade og kastede til Side, og Græs og Smaaplanter nedstampes og tiltrampes. Hvad de første har levnet, bliver Offer for dem, der kommer efter, og saaledes opstaar der en tilgængelig Vej, der i Reglen fører dybt ind i Skoven. Andre Dyr sørger for, at den bliver bedre tiltrampet og fuldstændig pas- sabel. Ad en saadan Vej trænger den om Natten opstigende Flod- hest ind i Skoven for at græsse; af den betjener Næshornet sig for at naa et Vandingssted; ad den drager den ondskabsfulde Bøffel fra Højderne ned i Dalene og tilbage igen; ad den drager Løven gennem sit Jagtdistrikt; paa den kan man møde Leoparden, Hyænen og andre af Skovens Rovdyr. Vi betræder den og drager fremad. Efter kun at have gaaet nogle faa Skridt, er vi paa alle Sider omgivne af den storartede Skov. Men ogsaa her synes det forgæves at søge at skælne de forskellige Stamme-,. Gren-, Ranke- og Løv- masser fra hverandre. Som en Mur staar Skoven paa begge Sider af en saadan Vej. Uafbrudt møder man tæt sammenslyngede, endog for Øjet utilgængelige Buskadser, der overalt bedækker Jorden; hvor- somhelst der findes et lille Kum under disse, spirer der allehaande