Naturliv

164 AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. kan forsøge sig paa en eller anden, muligvis tilgængelig, men ganske vist kun lidet eller aldeles ikke tiltalende Frugt. Endelig frembyder der sig, naar man kommer længere ind, et enkelt bestemt Billede. Mægtig i hele sin Bygning, en Kæmpe lig, selv ud i de finere Grene, hæver der sig et Træ over de utallige Planter, som omgiver dets kolossale Fod; som en Kæmpe trænger det sig frem, skaffer sig Plads for Stammen og Toppen. Det er Elefanten, Tyk- huden blandt Træerne, Adansonien eller de indfødtes Tabaldie, Boa- baben eller Abebrødtræet. Forbavset bliver man staaende for at be- tragte Kæmpen; thi et saadant Syn, som dette Træ frembyder, maa Øjet først vænne sig til, inden det formaar at opfatte alle Enkelt- hederne i Helet. Man tænke sig et Træ, hvis Omfang omkring Stammen ved Mandshøjde kan naa op til Hundrede eller Hundrede- ogtyve Fod, hvis Kviste ligner tykke Grene, og hvis yngste Skud er over en Tomme tykke; man tænke sig, at denne vældige Trækæmpe hæver sig til en Højde af lienved Hundredeogtyve Fod og strækker sine nederste Grene op i Luften til næsten Halvdelen af denne Højde, og man kan forestille sig, hvilket Indtryk det maa gøre paa Be- tragteren. Af alle Træerne i denne Egns Urskove mister Abebrød- træet tidligst sit Løv og nyder længst godt af Vinterhvilen; i den Tid er Grenene nøgne, og fra de mindre Kviste hænger der paa lange, bøjelige Stilke Fragter, der ligner Sukkermeloner i Størrelse: et Syn, som for bestandig præger sig i éns Erindring. Men naar de store, femfligede Blade springer ud efter de første Foraarsregnskyl, udvikles og fuldendes denne vidunderlige Trækrone; naar de langstilkede Blomsterknopper, der er saa store som Roser, aabner sig mellem Bladene, forvandles den vældige Trækæmpe ligesom ved Trolddom til et uhyre Rosentræ af ubeskrivelig Pragt, overfor hvilket selv det koldeste og mest nøgterne Menneske maa føle sig dybt grebet af Beundring. Med Adansonien kan intet andet Træ i Urskoven maale sig; i Sammenligning med den taber endog Dulebpalmen, som plejer at hæve sin Krone over alle de omgivende Toppe, i Tillokkelse og In- teresse. Og dog er denne et af det indre Afrikas herligste Træer og en af dets skønneste Palmer: dens Stamme en Søjle saa skøn, at ingen Kunstner kunde skabe en skønnere, dens Krone en Kapitæl, der er en saadan Søjle værdig. Den lodret opstigende, nede ved