Naturliv

AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. 165 Jorden tykke Stamme bliver paa iøjnefaldende Maade smallere og smallere omtrent indtil Halvdelen af dens Hojde, begynder her at bue ud, bliver igen smallere og buer endnu en Gang ud under Kronen; denne bestaar af brede, henved en halv Alen store Vifte- blade, hvis Stængler fra Midtpunktet gaar ud i alle Retninger og giver Krogen en i høj Grad ejendommelig Form. Under dem bryder Frugterne frem og bidrager, da de opnaar et Barnehoveds Størrelse, i væsenlig Grad til endyderligere at forøge den Pryd, som denne herlige Krone er, ikke alene for Træet selv, men for hele Skoven. Til det kæmpemæssige slutter det æventyrlige sig, i det lever Æventyret, i det antager det Form. Denne Tanke paatrænger sig én, naar man, som det ofte er Tilfældet, ser en Adansonia, omslynget og omspundet af en af de Slyngplanter, som i rig Fylde pryder og smykker ogsaa disse Urskove. Mig har Slyngplanten stedse forekom- met som et Sindbillede paa det arabiske Æventyr. Thi ligesom denne ikke synes at behøve nogen fast Jordbund for at slaa Rødder og dog spirer op derfra, men hovedsageligt henter sin Næring fra Æteren; ligesom denne snor sine Ranker fra Træ til Træ, hager sig fast ved ethvert af dem og dog stræber videre, indtil den omsider havner i Toppen, i den Top, hvor den springer ud og over den ellers blomster- løse Krone udstrør sine lysende og duftende Blomster: saaledes synes ogsaa Æventyret, hvor fast det end kan bunde i faktiske Forhold, ikke at stamme fra Virkeligheden, det griber, for at vinde i Kraft, lige op i Himlen og sender sin Digtning ud i Verden, indtil det finder et Hjærte, som opvarmes og frydes af den. Naar jeg taler om Slyngplanter, mener jeg ikke en enkelt Planteart, men indbefatter under dette Navn alle Planter, som her i tætte Spirallinier snor sig omkring en Stamme, omkranser en nøgen Top, paa ét Sted sam- menkæder mange Træer, paa et andet indhyller og bekranser et enkelt med sit Grønne, i én Del af Skoven som nøgne Ranker slaar Bro fra Gren til Gren, i en anden bidrager til at spærre Vejen og desuden optræder paa Hundrede forskellige Maader, men stedse slyngende og klatrende. Deres Skønhed, den Fortryllelse, de udøver paa Nord- boen, kan føles, men ikke beskrives; thi ligesom en Slyngplantes Be- gyndelse og Ende ofte ikke kan opdages, er det ogsaa vanskeligt at tinde de Udtryk, som skulde være Begyndelsen til eller Enden paa en tilfredsstillende Skildring. Slyngplanten er haandgribeligt til Stede,