Naturliv

174 AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. ledte derved min Opmærksomhed paa Træet. Ved nærmere Under- søgelse saa jeg, at de tidt begav sig ind under Palmens Blade, og opdagede nu i Renden paa Stilken flere lyse Punkter, som jeg fandt at være Svalereder. Jeg klatrede op i Træet og saa, at samtlige Reder, hvis væsenligste Bestanddel var Bomuld, paa Svalernes sæd- vanlige Vis var fastklinede med Spyt i Krogen mellem Stilken og Bladet. Selve Reden var imidlertid saa lav og flad, at det forundrede mig, at de to Æg kunde ligge deri, naar det store Blad gyngede for Vinden. Og dette maatte indtræffe ved det svageste Vindpust, for ikke at tale om de Storme, som her plejer at rase. Forsigtigt strakte jeg Haanden ud for at tage de to Æg ud af Reden, men fandt til min Forbavselse, at de var blevne klinede fast af Moderen, og da jeg undersøgte nogle smaa, aldeles hjælpeløse Unger, der lige var krøbne ud af Ægget, mærkede jeg med stigende Overraskelse, at ogsaa disse paa samme Maade var fastklinede i Reden, for at de ikke skulde falde ned. Medens Fuglene ved deres Skønhed, Livlighed og Bevægelighed saavel som ved deres Sang, eller i det mindste ved deres Piben og Skrigen, uafbrudt lægger Beslag paa Iagttagerens Opmærksomhed, mærker denne, afset fra de ualmindelig talrigt optrædende Firben og Slanger og de hist og her i uhyre Masser sværmende Insekter, kun lidt til Urskovens øvrige Beboere, særlig til de Pattedyr, som har deres Tilhold der. En Skare Marekatte kan ganske vist ikke undgaa éns Opmærksomhed. Den for disse saavel som for alle andre afri- kanske Aber egne Livlighed og Bevægelighed gør, at de før eller senere maa møde éns Blik, ligesom den gurglende Lyd, de idelig frembringer, altid maa træffe éns Øre; men de fleste andre Pattedyr kan man i Reglen passere forbi paa nogle faa Alens Afstand, uden at ane, at de er én saa nær. Den aldeles overvejende Del af alle Urskovens Pattedyr lever og rører sig først efter Solnedgang og op- søger atter deres Leje før Daggry; men selv de, som er i Virksomhed i Morgen- og Aftentimerne, lader sig ikke saa let iagttage, som man skulde tro; thi dem kommer Skovens Tæthed fortræffeligt tilpas. »Saa De ikke«, spurgte en Evropæer, med hvem jeg jagede i Ur- skoven, mig en Gang, »den Leopard, som for et Par Minuter siden løb forbi mig hen imod det Sted, hvor De stod. Jeg kunde ikke