Naturliv

212 PATTEDYRENES VANDRINGER. af de i blaat fortonende Bjærge. Midt i et saadant Landskab opstaar der en Støvsky, som uden at forstyrres af det mindste Vindpust stiger som en Røgsky op imod den blaa Himmel. Nærmere og nærmere rykker denne Sky, og tilsidst kan man fra Tid til anden skælne levende Væsener, som bevæger sig indenfor den. Lidt efter lidt træder de livligt farvede og sælsomt tegnede Dyr frem af Mørket; i tætte Rækker, med løftet Hals og Hale og i broderlig Forening med under- ligt skabte Gnuantiloper og Strudse, der har sluttet sig til dem, springer de forbi, hastende afsted til en anden maaske langt bort- liggende Græsgang, og inden Tilskueren endnu er kommen sig af sin Forbavselse, er den vilde Hær atter forsvunden og befinder sig langt borte paa den uoverskuelige Slette. Ikke altid ad de samme Veje, men altid i samme Retning, drager ogsaa de af Vinteren fordrevne Antiloper over det vidtstrakte Omraade. Ingen af dem optræder talrigere og oftere end Spring- bukken, en af de smukkeste Gazellearter, vi kender. Dens ualminde- lige Skønhed og overordenlige Bevægelighed fængsler enhver, som faar Lejlighed til at betragte den i fri Tilstand, naar den snart gaar frem med spænstige Skridt, snart stille græsser paa et Sted, snart tumler om i djærve Spring og derved viser sin største Prydelse, en snehvid Haarbusk, som, naar den gaar ganske langsomt, ligger gemt i en Hudfold, der gaar langs Ryggen. Ingen anden Antilope danner, naar Nøden tvinger til Udvandring, saa talrige Skarer som den; selv den mest veltalende Skribent vilde forgæves søge at give den, som ikke med egne Øjne har set en Skare Springbukke paa Vandring, en noget nær rigtig Forestilling om det vidunderlige Skuespil. Efter allerede at have været samlet i Uger og maaske stadig at have afventet det første Regnskyl beslutter Springbukkene sig omsider til at tiltræde Vandringen. Hundreder af Dyr forener sig med andre Hundreder, Tusinder med Tusinder, jo mere truende Mangelen, jo mere pinagtig Tørsten bliver og jo mere den allerede tilbagelagte Vej forlænges; af Flokkene opstaar der Hjorde, som lidt efter lidt vokser til lige- fremme Hære og disse Hære drager nu fremad ligesom de Solen for- mørkende Græshoppesværme. Paa Sletterne bedækker de hele Kva- dratmile, i Passene mellem Bjærgene trænges de sammen til kom- pakte Masser, som ingen anden Skabning kan modstaa; gennem Dalene bølger de frem som en Flod, der gaar over sine Bredder og skyller