Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV.
263
samme intellektuelle Udvikling. Og dog ligger der endda en vid Kløft
mellem Hunde- og Menneskeaber, om hvilke sidste jeg bemærkede, at
de i visse Retninger hæver sig over Abernes Standpunkt i Alminde-
lighed.
Ved Menneskeaber forstaar vi Aber, der i Henseende til deres
Legemsbygning mest ligner Mennesket, men tillige i ydre Henseende
væsenlig afviger fra dette ved de kraftigt fremtrædende Hjørnetænder,
de forholdsvis lange Arme og korte Ben, Haandens Bygning, de hos
nogle Arter forekommende Sædepuder og Haarbeklædningen. De
bebor Tropelandene i Asien og Afrika, optræder i den første Verdens-
del rigere paa Arter end i den sidste og falder i tre Afdelinger, af
hvilke en er indskrænket til Afrika. Hver af disse Afdelinger om-
fatter kun nogle faa Arter; det lader dog til, at vi endnu ikke kender
dem alle.
Ogsaa Menneskeaberne er paa Grund af deres Legemsbygning
henvist til at leve i Træerne, da de i Lighed med Slankaberne,
Marekattene og Makakerne klatrer fortræffeligt. Saavel mellem
Grenene som paa Jorden bevæger de sig dog paa en hel anden Maade
end alle andre Aber. Naar de klatrer op ad et Træ, særligt op ad en
nøgen Stamme uden Grene, indtager de den samme Stilling som et
Menneske, der stiger op i et Træ, men, takket være deres lange Arme
og korte Ben, kommer de langt hurtigere op end den mest øvede
Akrobat; naar de er komne op i Kronen, gør de enhver Gymnastiker til
Skamme ved Mangfoldigheden af og Sikkerheden i deres Bevægelser. Med
deres vidtfavnende Arme griber de fat i en Gren, med Fødderne om-
fatter de en paralelt løbende Gren, der sidder længere nede, og iler
nu, idet de benytter den øverste Gren som Skraastang, saa hurtigt
fremad, at et Menneske, der gaar under Træet, maa opbyde alle sine
Kræfter for at holde Skridt med dem, medens de ikke røber den
mindste Anstrængelse. Naar de naaer hen til en af Grenene, griber
de fat i en Gren eller Kvist paa det nærmeststaaende Træ og fort-
sætter deres Vej paa samme Maade med uformindsket Hurtighed, men
uden nogetsomhelst Hastværk. Ved Opstigningen er den første den
bedste Gren, som ikke brister under deres Tyngde, og som de kan
naa, tilstrækkelig til, at de kan svinge sig op med største Lethed,
enten de saa kan omfatte den med kun én Haand eller med begge.
Ved Nedstigningen hænger de sig i begge Arme og søger at faa nyt