Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 263 samme intellektuelle Udvikling. Og dog ligger der endda en vid Kløft mellem Hunde- og Menneskeaber, om hvilke sidste jeg bemærkede, at de i visse Retninger hæver sig over Abernes Standpunkt i Alminde- lighed. Ved Menneskeaber forstaar vi Aber, der i Henseende til deres Legemsbygning mest ligner Mennesket, men tillige i ydre Henseende væsenlig afviger fra dette ved de kraftigt fremtrædende Hjørnetænder, de forholdsvis lange Arme og korte Ben, Haandens Bygning, de hos nogle Arter forekommende Sædepuder og Haarbeklædningen. De bebor Tropelandene i Asien og Afrika, optræder i den første Verdens- del rigere paa Arter end i den sidste og falder i tre Afdelinger, af hvilke en er indskrænket til Afrika. Hver af disse Afdelinger om- fatter kun nogle faa Arter; det lader dog til, at vi endnu ikke kender dem alle. Ogsaa Menneskeaberne er paa Grund af deres Legemsbygning henvist til at leve i Træerne, da de i Lighed med Slankaberne, Marekattene og Makakerne klatrer fortræffeligt. Saavel mellem Grenene som paa Jorden bevæger de sig dog paa en hel anden Maade end alle andre Aber. Naar de klatrer op ad et Træ, særligt op ad en nøgen Stamme uden Grene, indtager de den samme Stilling som et Menneske, der stiger op i et Træ, men, takket være deres lange Arme og korte Ben, kommer de langt hurtigere op end den mest øvede Akrobat; naar de er komne op i Kronen, gør de enhver Gymnastiker til Skamme ved Mangfoldigheden af og Sikkerheden i deres Bevægelser. Med deres vidtfavnende Arme griber de fat i en Gren, med Fødderne om- fatter de en paralelt løbende Gren, der sidder længere nede, og iler nu, idet de benytter den øverste Gren som Skraastang, saa hurtigt fremad, at et Menneske, der gaar under Træet, maa opbyde alle sine Kræfter for at holde Skridt med dem, medens de ikke røber den mindste Anstrængelse. Naar de naaer hen til en af Grenene, griber de fat i en Gren eller Kvist paa det nærmeststaaende Træ og fort- sætter deres Vej paa samme Maade med uformindsket Hurtighed, men uden nogetsomhelst Hastværk. Ved Opstigningen er den første den bedste Gren, som ikke brister under deres Tyngde, og som de kan naa, tilstrækkelig til, at de kan svinge sig op med største Lethed, enten de saa kan omfatte den med kun én Haand eller med begge. Ved Nedstigningen hænger de sig i begge Arme og søger at faa nyt