Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 265 Menneskeabernes Stemmemidler er særlig værd at lægge Mærke til. Vi finder nemlig, at de livligste og behændigste Arter indenfor denne Gruppe ogsaa har den højeste, de mest mangesidigt udviklede, men mindre kvikke Menneskeaber derimod den mest afvekslende Stemme. Jeg siger ikke for meget, naar jeg paastaar, at jeg aldrig har hørt et Pattedyrs Røst, Menneskets naturligvis undtagen, som i mit Øre har klinget mere fnldttonende og niere veltalende end de langarmede Abers, som jeg har haft i Fangenskab. I Begyndelsen blev jeg forbavset, senere ligefrem henrykt over disse fuldkomne rene, afrundede og kraftige Brysttoner, der aldeles ikke forekom mig ube- hagelige. Hos en Art begynder det klingende Raab, som jeg snarere vil kalde Sang end Skrig, med Grundtonen E og stiger, gennemløbende den kromatiske Toneskala, i halve Toner en hel Oktav saavel opad som nedad, endende i en høj Lyd, i hvilken Dyrets hele Kraft synes samlet. Grundtonen høres hele Tiden og tjener som Forslag til alle følgende Toner, der under Stigningen opad Toneskalaen følger langsomt, under Nedstigningen hurtigt og tilsidst overordenlig hurtigt efter hverandre, men altid fremtrædende lige saa regelmæssigt som hurtigt. Nogle Arter af Familien skal efter Sigende lade mindre rene Toner høre; men alle raaber de saa højt, at man ude i det fri tydeligt kan høre dem i en Fjerdingvejs Afstand. Den samme Forbindelse mellem Be- vægelses- og Stemmeævnerne finder vi hos andre Menneskeaber. Hos Orang-Utangen, der bevæger sig langsomt og forekommer os saa melankolsk, har man kun, saavidt jeg véd, iagttaget en stærk og dyb Strubelyd. Den livligere og muntre Chimpanse forstaar at give de Lyde, over hvilke den raader, en saa afvekslende Betoning og et saa let forstaaeligt Udtryk, at man føler sig fristet til at paastaa, at den ligefrem kan tale. Med Ord taler den ganske vist ikke, men vel med Lyde, ja, endog med Stavelser, om hvis konsekvente Betydning enhver, der har iagttaget og omgaaedes den i længere Tid, ikke kan tvivle. Andre til samme Familie hørende Menneskeaber turde i saa Hen- seende ikke staa tilbage for den. Den, der vil erfare, hvor vidt en Abes intellektuelle Dannelse kan strække sig, bør til sine Iagttagelser vælge Chimpansen eller en af dens nærmeste Stammefrænder og, som jeg har gjort, leve i længere Tid sammen med den: han vil da med Forundring og Forbavselse, muligvis ogsaa med en vis Skræk finde, i hvilken mærkelig Grad den