Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 267 og intimt, optaget dem i min Familie, ladet dem lege med mine Børn og ladet dem spise ved mit Bord, formeligt undervist og dresseret dem, plejet dem i deres Sygdom og heller ikke forladt dem i deres Dødsstund. Jeg tror derfor at kunne sige, at jeg saagodt som nogen har lært dem at kende og kan fælde en temmelig sikker Dom over dem. Ved mit Forsøg paa at paavise, hvor langt et Dyrs aandelige Begavelse virkeligt kan strække sig, vælger jeg af disse Grunde Chimpansen. Chimpansen er ikke blot en af de klogeste af alle Skabninger, men ogsaa et fintfølende, tænkende og reflekterende Væsen; enhver af dens Handlinger sker bevidst og med fuldkomment Overlæg. Ganske vist efteraber den andres Handlinger, men den gør det med Forstand og Dømmekraft, og den modtager gerne Undervisning og Tilrettevisning. Den forstaar meget vel at skelne mellem sig selv og sine Omgivelser og er sig sin Stilling fuldt bevidst. I Omgangen med Mennesker underordner den sig disses Overlegenhed; i Selskab med Dyr lægger den den samme Selvbevidsthed for Dagen som Mennesket. Hvad der hos andre Aber i saa Henseende kun findes Antydning til, synes hos den at være klart udpræget; den anser sig for bedre og at staa højere end andre Dyr, ogsaa end andre Aber; og selv Mennesket respekterer den kun efter dets Betydning og behandler derfor Børn væsenlig anderledes end voksne Personer: disse sidste ser den op til, de første betragter den omtrent som jævnbyrdige Kammerater. Den røber levende Interesse for Dyr, med hvem den enten kan slutte Venskab eller knytte andre Forbindelser, saavel som for Genstande, der ikke staar i nogen Forbindelse med dens naturlige Fornødenheder; thi den er ikke blot nysgerrig, men virkelig videbegærlig. En Genstand, som har vakt dens Opmærksomhed, vinder i dens Øjne i Værdi, naar den er kommen under Vejr med, at den kan anvendes paa en nyttig Maade. Den forstaar at drage Slutninger, at tillempe allerede gjorte Erfaringer paa ny Forhold; den er listig og forslagen, har kvikke Indfald og tillader sig allehaande Skæmt, lægger Luner og vekslende Følelses- stemninger for Dagen, morer sig i et og keder sig i et andet Selskab, er med til passende Skæmt og afviser upassende, den véd, hvad den vil, men er ikke halsstarrig, er godmodig, men ikke uselvstændig. Sine Følelser udtrykker den som et Menneske; naar den er glad, smidsker den fornøjet, naar den er bedrøvet, lægger den Ansigtet i Rynker,