Naturliv

268 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. der taler for sig selv, og tydeliggør desuden disse ved forskellige misfornøjede Lyde; overfor Krænkelser ter den sig som en fortvivlet, forvrider Ansigtet, skriger, kaster sig om paa Ryggen, slaar omkring sig med Hænder og Fødder og rykker sig i Haaret. Venlige 111- raab besvarer den med Lyde, der udtrykker Tilfredsstillelse; Trusler og Skældsord ved Lyde, der vidner om Sorg og Nedslagenhed. Den er i Bevægelse fra tidlig Morgen til silde Aften, søger bestandig nye Beskæftigelser og finder paa andre, naar den har hørt op med de sædvanlige Øvelser og Handlinger, selv om disse ikke bestaar i andet end f. Eks. at slaa Hænderne mod Fødderne eller ved Banken paa Brædder med underliggende tomme Rum at frembringe forskellige Lyde, der øjensynligt bereder den en vis Fornøjelse. Inde i et "Værelse undersøger den paa det nøjagtigste alle Genstande, der falder den i Øjnene; den trækker Skuffer ud. af Skriveborde og Borde og river frem, hvad der findes i dem, ser efter Ilden ved at aabne og lukke Kakkelovnsdøren, f rstaar at anvende en Nøgle paa den rette Maade, stiller sig foran Spejlet og nyder i høj Grad Billedet af sine Grimasser og Gebærder, benytter Kost og Støveklud, naar den én Gang- bar faaet at se, hvorledes den skal bære sig ad, svøber sig ind i Tæpper, Klæder og lignende. Hvor skarp lagttagelsesævnen er, fremgaar af dens næsten altid rigtige Bedømmelse af Mennesket. Den kender sine Venner og skelner ikke blot mellem disse og andre Personer, men lægger saa stærk Uvilje for Dagen overfor ildesindede Personer, at Vogteren af en Chimpanse var fuldt og fast overbevist om, at enhver, hvem Chimpansen viste Uvilje, var en Døgenigt eller en Skurk. En fuld- endt, fin og sleben Hykler, der narrede mig og mange andre, var fra første Øjeblik af en højst uvelkommen Gæst hos min ene Chimpanse, som om denne ved første Øjekast havde gennemskuet den rødhaarede Slyngel. Enhver Chimpanse, med hvem man beskæftiger sig meget, befinder sig bedst i en Familiekreds. Her opfører den sig, som om den føler sig imellem sine Lige. Den iagttager nøje Skik og Brug i Huset, mærker snart, om man iagttager den eller ikke, og gør i første Til- fælde, hvad den skal og bør, i sidste Tilfælde kun, hvad der i Øje- blikket behager den. Med den største Iver — og i saa Henseende afviger den fuldstændig fra andre Aber — lærer den, hvad man vil indskærpe den, f. Eks. at sidde lige ved Bordet, at føre Maden til