Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 269 Munden med Ske, Kniv og Gaffel, at drikke af et Glas øller en Kop, at klinke med sin Nabo, at benytte Serviet o. s. v.; lige saa let vænner den sig til at benytte Klæder, Tæpper og Sengklæder; uden synderligt Besvær lærer den endelig at forstaa, hvad man siger til den, i hvilken Henseende den langt overtræffer Hunden, idet den ikke retter sig efter Ordets Betoning, men efter dets virkelige Betydning, og ikke mindre rigtigt udretter bestemte Ærinder og udfører givne Befalinger. Yderst modtagelig for ethvert Kærtegn eller ethvert venligt Ord, lige saa følsom overfor uvenlig Behandling eller Skældsord, er den tillige i Stand til at føle levende Taknemlighed og beviser denne, uden særlig at være dresseret dertil, ved at række Haanden frem eller ved Kys. Særligt synes den at føle sig tiltrukken af Børn. I og for sig hverken lumsk eller ondskabsfuld behandler den altid Børn yderst venskabeligt, saalænge de ikke driller den, og smaa, endnu hjælpeløse Børn med en virkelig rørende Ømhed og Forsigtighed, hvorimod den i Omgangen med andre af sin Art, andre Aber og andre Dyr, ikke sjældent kan være højst uelskværdig. Dette Karaktertræk, som jeg har iagttaget hos alle de Chimpanser, som jeg har ejet, har jeg særligt villet fremhæve, fordi det synes at bevise, at Chimpansen selv i det mindste Barn erkender og respekterer Mennesket. Højst rørende er det at se en Menneskeabe, naar den er meget syg og lidende. Bedende og ganske som et Menneske ser den op til sin Sygeplejer, føler den varmeste Taknemmelighed for enhver ydet Hjælp og ser snart i Lægen sin Velgører, strækker Armene frem imod ham eller rækker Tungen ud, saasnart man opfordrer den dertil, og gør dette ogsaa af sig selv efter kun nogle faa Besøg af Lægen, tager villigt Medicinen, underkaster sig endog uden Modstand en smærtefuld Operation, med et Ord, opfører sig omtrent som et sygt og taalmodigt Menneske. Jo mere dens Endeligt nænner sig, desto mildere bliver den, desto mere falder det rent dyriske bort, desto tydeligere frem- træder de ædlere Træk i dens Væsen. Den Chimpanse, jeg havde længst, og som jeg opdrog paa det omhyggeligste, hjulpen af en forstandig Tjener, der holdt meget af Dyr, blev syg af Lungebetændelse, hvortil senere kom Materiedannelse i Lymfekirtlerne. Det viste sig nødvendigt at foretage en Operation i de syge Kirtler. To Læger, Venner af mig og min Chimpanse, paatog sig at aabne Svulsten i Halsen, saa meget mere som Åben