Naturliv

270 KARAKTERBTLLEDER AF ABERNES LIV. mente, at Ondet just havde sit Sæde dér, og uafbrudt førte Lægens Haand derhen. Men hvorledes skulde det nødvendige Snit paa det farlige Sted kunne gøres, uden at sætte Dyrets Liv i Fare ? Af Hensyn til den syge Lunge vilde man ikke tænke paa at benytte bedøvende Midler. Forsøget paa at lade nogle stærke Karle holde Chimpansen, strandede paa den oprørte Sindsstemning, hvori den befandt sig, og den kraftige Modstand, den gjorde. Hvad Magt ikke kunde udrette, opnaaede man ved Overtalelse. Beroliget ved sin Oppassers venlige Ord og Kærtegn, tillod Aben saavel en yderligere Undersøgelse af den materiedannende Svulst som ogsaa, uden at blinke, Anvendelsen af Kniven, ligesom den ogsaa uden Klage fandt sig i Lægens smærte- fulde Indgriben ved Udtømmelsen af den aabnede Svulst. Derefter indtraadte der en øjeblikkelig Lettelse for den haarde Aandenød; et umiskendeligt Udtryk af Lettelse lagde sig over den syges Ansigt, og taknemmelig rakte Chimpansen begge Lægerne Haanden, lykkelig om- favnede den sin Oppasser, uden at den opfordredes hverken til det ene eller det andet! Desværre formaaede Bortryddelsen af det ene Onde ikke at redde Dyrets Liv. Saaret i Halsen lægtes, men Lungebetændelsen greb om sig og gjorde snart Ende paa dets Liv. Aben døde ved fuld Be- vidsthed, roligt og stille, ikke som et Dyr, men som et Menneske dør. Dette er Træk af en Menneskeabes Maade at være paa, som hverken kan misforstaas eller gøres intetsigende. Betænker man end- videre, at saadanne Træk kan fremlokkes hos alle Menneskeaber, der endnu befinder sig i Barnealderen, saa maa man ubetinget tilkende disse Dyr en meget høj Plads. Thi den af en inkompetent Iagttager og af Hundreder tankeløst gentagne Paastand, at Aben med Alderen skulde tabe i aandelig Begavelse og saaledes gaa tilbage og blive trægere i Opfattelsen, er ikke andet end en grov Usandhed, som enhver Abe, der er iagttaget fra Ungdommen lige til Alderdommen, modbeviser. Selv om vi ikke vidste andet om fuldvoksne Aber end de to Omstæn- digheder, at de opfører Bygninger, som man snarere kan kalde Hytter end Reder, for dér blot at tilbringe en eneste Nat, og at de anvender hule Træer som Trommer og slaar paa disse for deres For- nøjelses Skyld, saa er dog dette tilstrækkeligt til at drage de samme Slutninger, hvortil unge af os opdragne Aber fører os, eller med andre