Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 271 Ord, for i dem at se de absolut bedst begavede, højest staaende Dyr og vore nærmeste Slægtninge. Og Abespørgsmaalet? Dette mener jeg allerede at liave besvaret i det foranstaaende, men jeg skal dog ikke undlade særligt at udtale min Opfattelse deraf. Enhver maa indrømme, at Mennesket ikke er Repræsentant for et særligt Naturrige, men kun et Medlem af Dyreriget, og ethvert fordomsfrit Menneske maa derfor i Aberne se de Skabninger, der ligner det mest. Sammenligner man disse indbyrdes og med Mennesket, kommer man, enten man vil eller ikke, til den uomstødelige Over- bevisning, at Forskellen mellem Klo- og Menneskeaberne er større end Forskellen mellem de sidstnævnte og Mennesket. Fra et zoologisk Synspunkt kan man derfor ikke engang henføre Mennesker og Aber til forskellige Ordener af Dyrerigets første Klasse. Det har man ganske vist gjort og gør endnu den Dag i Dag, idet man betegner Mennesket som tohændet, Aberne som firhændede, men har derved ganske set bort fra det vigtigste Tegn paa et Pattedyrs Stilling, Tandbygningen. Denne er hos Mennesket og Aberne imidlertid saa ens, at den formelig kræver begges Sammenstilling. Desuden er Be- nævnelsen to- og firhændede ej heller holdbar; thi vel adskiller Mennesker og Aber sig ganske betydeligt i Henseende til Hændernes Form og Bygning, men ingenlunde dog saa væsenligt, at de derfor bør opstilles som Modsætninger; de sidste er derfor lige saavel tohændede, som vi selv. Gaar man ved Bestemmelsen af Menneskets og Abernes Stilling frem efter de samme Love, man ellers uden Und- tagelse i ølger, ser man sig tvungen til at forene begge i en og samme Orden. Denne har jeg givet Navnet »Højdyr«. Lige saa ubestridelig Overensstemmelsen mellem de for Høj- dyrene karakteristiske Kendetegn end er, lige saa bestemt frem- træder der, ved en nøjagtig Sammenligning mellem Mennesket og Aberne, visse Forskelligheder, som ubetinget forbyder en saa inderlig Sammensmæltning af de to Grupper, som nylig er bleven forsøgt. Den harmoniske Legemsbygning, de forholdsvis korte Arme, de brede og bevægelige Hænder, de lange og kraftige Ben, saavel som de flade Fødder, den nøgne Hud og ikke mindst den ringe Udvikling af Hjørnetænderne er Menneskets Kendetegn, der ikke maa undervurderes, tværtimod turde de være vægtige nok til mellem det og Aberne at