Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
272 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. trække og bestemme Grænsen, idetmindste mellem forskellige Familier om ikke mellem forskellige Ordener. Tager man dertil Menneskets Anlæg i Betragtning, sammenligner man dets Bevægelse, dets arti- kulerede Sprog, dets aandelige Ævner med de tilsvarende hos Aberne, saa kan man ikke andet end yderligere støtte det beføjede i at holde paa disse Grænser. Blinde Tilhængere af Forvandlingsteorien, saaledes som Darwin har fremstillet den og andre videre har udviklet den, springer ganske vist uden mindste Betænkning over disse Grænser; men de kan umuligt være bestemmende for en grundig Bedømmelse af de faktiske Forhold. Hvor tilfredsstillende, for ikke at sige sandsynlig, denne Teori end er, har den dog endnu ikke formaaet at hæve sig over Betydningen af en aancirig Hypotese; uimodsigelige Beviser paa denne Hypoteses Rigtighed har de endnu ikke kunnet fremføre. Varieteternes eller Racernes Foranderlighed kan man paavise, ja endog fremkalde; men Forvandlingen af én Art til en anden er endnu ikke bleven fastslaaet i et eneste Tilfælde. Men saalænge dette ikke er Tilfældet, saalænge er vi berettigede til at betragte Mennesker og Aber som Væsener af forskellig Art og at bestride de førstes Nedstammen fra de sidste. Ethvert Forsøg paa at udgrunde eller opdage den fælles, oprindelige Stamfader, at opstille for Mennesket en Række af Forfædre, forandrer ikke det mindste heri; thi den virkelige Naturvidenskab nøjes ikke med Forklaringer, men fordrer Beviser for at tilfredsstilles: den vil ikke tro, men vide. Og saaledes maa vi roligt indrømme Aberne den Plads og Stil- ling, som en fordomsfri Prøvelse anviser dem blandt de skabte Væsener. Vi kan anerkende dem som de Dyr, der er os mest lig eller vore nærmeste Slægtninge, set fra et zoologisk Synspunkt; vi maa derimod benægte, at de har videregaaende Rettigheder. Meget af det, der udmærker Mennesket, er ogsaa blevet dem givet; men fra det virkeligt menneskelige adskilles de nu og for bestandig ved en bred Kløft. Saavel i legemlig som i aandelig Henseende tindes der hos dem meget af Mennesket, men paa langt nær ikke alt.