Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 297 ørkenen indser man hele Palmens Værdi, hele dens Betydning; først dér bliver den et let forstaaeligt Sindbillede paa den arabiske Digtning, der ligesom den ofte er udsprungen af en karrig og ufrugt- bar Jordbund, ligesom den vokser op, kraftig og altid sig selv lig, stræber mod det høje og først dér udvikler sine herlige Frugter. Mimoser og Palmer er de karakteristiske Træer for alle Oaser, savnes altsaa heller ikke i saadanne Oaser, der ejer saa mange Kilder eller Brønde, at man dér har kunnet anlægge Haver og Marker. Stillet ligesom paa Forpost mod det paatrængende Ørkensand, fore- kommer de her kun ved den yderste Rand af Oasen, hvorimod det indre af denne er optaget af andre mere fordringsfulde Planter, der fordrer mere Vand. I Nærheden af Kilder eller Brønde udbreder der sig ofte herlige Haver, i hvilke man genkender næsten hele den nord- afrikanske Planteverden. Her klatrer Vinranken, gløder Orangen, i det mørke Løv aabner Granaten sin Rosenmund, udbreder Bananen sine yppige Blade, slynger Melonen sig, over Bede med Grøntsager fuldender Figenkaktussen og Oliventræet, muligvis endog Figen-Abri- kos- og Mandeltræet et smilende Billede af yppig Frugtbarhed. Længere borte udbreder Markerne sig, paa hvilke der i det mindste avles Kaffekorn, i gunstige Tilfælde Hvede, ja endog Ris. I saa rige Oaser har Mennesket slaaet fast Bo, hvorimod, han i de fattigere Dal- strøg kun er en tilfældig, mere eller mindre regelmæssigt optrædende Gæst. Landsbyen i Oasen ligner i det væsenlige dem i det tilgræn- sende, opdyrkede Land; den har som disse sin Moske, sine Basarer, sine Kaféer; men Beboerne er Børn af en anden Aand end Bønderne og Bybeboerne ved Kilen og Kysten. Uagtet de for det meste er af forskellig Stamme, har de dog antaget ens Sæder og Sædvaner. Ør- kenen har udpræget og ompræget dem. Paa døres spænstige Skik- kelse, skarpe Træk, de under de buskede Øjenbryn fremlynende Øjne genkender man dem straks som Ørkenens Sønner; deres Sæder og Vaner viser debte endnu mere. De er fordringsløse, stræbsomme, liv- lige og nøjsomme, gæstfri, aabne, ærlige og tro, men ogsaa selv- bevidste og pirrelige, tilbøjelige til Røveri og andre Voldsgerninger og ligner heri Beduinerne, skønt de for øvrigt hverken i godt eller ondt kan sammenlignes med disse. En Karavane, der drager ind i deres By, er for dem en velkommen Fremtoning; thi efter deres An- skuelse er den rejsende forpligtiget til at betale Told og Skat.