Naturliv

298 KARAVANER OG ØRKENREJSER. Ganske ulig saadanne Oaser er de Baststeder, der forekommer i Dalstrøgene, hvor der kun hist og her findes en stedse længselsfuldt ventet Brønd. De omkringvandrende arabiske Hyrder, der henter Vand fra den, er tilfredse, naar den for nogle Maaneder eller endog Uger skænker dem og deres Hjorde det nødtørftige Drikkevand; den her rastende Karavane maa være glad, naar den kan faa sit Behov dækket for nogle Dage. I Reglen bestaar Brønden af en dyb Skakt, af hvis Vægge Vandet saa at sige sveder frem i Stedet for at vælde frem af Dybet i rislende Aarer. En eller anden Palme hæver sig mellem de sparsomt tilstedeværende Mimoser og Salikariabuske omkring Vandet, og nogle Græsstraa skyder op af den tørre Jord. Usigeligt fattige er de Hyrder, der her opslaar deres Telt, saalænge deres smaa G-edehjorde finder Føde her; døres Kamp for Tilværelsen er ikke andet end en uafbrudt Række af Besværligheder, Savn og Nød. Et langt, mørkt Stykke Tøj af Gedeuld, der ligger tværs over et simpelt Stillads, medens begge Enderne gøres fast i Jorden, og Bagsiden dækkes med et Stykke af samme Tøj, Forsiden med et Palmeblad, udgør deres Telt, Hustruens Brudegave, paa hvilken hun har samlet, spundet og vævet lige fra sit sekstende Aar. Hele Husgeraadet bestaar af nogle Maatter, der tjener til Senge, en Granitplade med dertil hørende Rivesten til at knuse den tilbyttedc Sæd, en flad Lerskive til Ristning af Brødet, to buede Krukker, nogle Lædersække, en Økse og nogle Lanser; en Hjord paa 20 Geder be- tragtes som en stor Rigdom. Men disse Mennesker er lige saa hæder- lige som fattige, lige saa elskværdige som veldannede, lige saa god- modige som smukke, lige saa gavmilde som fordringsløse, lige saa gæstfri som ærlige, lige saa sædeligt rene som rettroende. Ældgamle Billeder dukker op for Europæerens Sjæl, naar han første Gang træffer sammen med dem; bibelske Billeder træder ham levende i Møde, taler med ham i et fra Barndommen velbekendt Sprog. Tusinder af Aar er gaaede hen over disse Ørkenhyrder som en eneste Dag; endnu den Dag i Dag tænker, taler og handler de, som de bibelske For- fædre tænkte, talte og handlede. Den samme Hilsen som Abrahams lyder endnu den Dag i Dag den fremmede i Møde; de samme Ord, som Rebekka talte til den udsendte Tjener, rettedes til mig, da jeg, pint af den mest brændende Tørst, sprang af Kamelen ved Bahiudas Brønd og bad en ung, skøn, brun Kvinde om Vand. Dér stod hun