Naturliv

304 KARAVANER OG ØRKENREJSER. den samme, saa længe Iagttageren ikke forandrer Synsvinkel, er derfor for Rytteren en anden end for Fodvandreren. Fænomenet beror paa den bekendte Lov, at en Lysstraale, der falder gennem et Stof af ulige Tæthed, brydes; det maa derfor fremkaldes, naar de underste Luftlag bliver ujævnt udvidede ved det ophedede Sands varme Ud- straaling. Ingen Araber bedækker sit Ansigt ved Synet af Luft- spejlingen, saaledes som fantasirige rejsende har indbildt deres let- troende Læsere; ingen lægger nogen dybere Mening i det Udtryk, lian gerne benytter: »Djævlehavet«. Men naar han efter en Sand- storm har været udsat for Savn og Nød, har været plaget af Angst og Uro, er udmattet og forstyrret og saa faar en Luftspejling at se, da kan denne let forvandles til et Fata Morgana, idet den sygeligt ophidsede Indbildningskraft skaber saadanne Billeder, som staar i den inderligste Forening med det i Øjeblikket stærkeste Begær: Længslen efter Vand og Hvile. Ogsaa for mig, som vel Hundreder af Gange har iagttaget Luftspejlinger, er den engang bleven til et Fata Morgana. Det var Tilfældet, da jeg efter 24 Timers kvalfuld Tørst saa »Djævle- havet« glitre og flimre foran mig. Da troede jeg ganske vist ogsaa at 86 den hellige Nil og Baade med svulmende Sejl, Palmeskove, Lunde, Haver og Slotte; men dér, hvor min syge Sans saa en herlig Palmeskov, saa min Kammerat, der vansmægtede ligesom jeg, Sejl- baade, og hvor jeg troede at se Havet vinke, viste der sig for hans Syn underlige, mørke Skove. Alle Gøglebillederne forsvandt, saa snart vi havde vederkvæget os med lidt Vand, som vi tilfældigvis fandt, og kun det graa Taagehav var vedblivende synligt. »Djævlehavet« udbreder sig vel for enhver rejsende, som drager igennem Nillandets Ørkenstrækninger; men ikke enhver faar et af de smukkeste Billeder at se, som Ørkenen frembringer. Ved Horisontens yderste Rand, muligvis hævet op og let omsløret af Luftspejlingen, dukker der nogle Ryttere op, der rider paa Heste, hurtige som Lynet og med Ben, der er saa fine og spænstige som Hjortens; de nærmer sig hurtigt og kommer endelig, idet de driver deres høje, skønne Dyr fremad, i fuldt Løb susende frem imod Karavanen. Jeg har altid med Glæde mødt dem, disse slanke, stilfuldt klædte Mænd; ogsaa i dem og deres Heste har jeg ment at finde en harmonisk Overens- stemmelse mellem Ørkenen og dens Børn. Som en tro Ørkenens Søn er han forekommet mig, Beduinen, som dens og hans eget Spejlbillede