Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 303 Rejse derfra. Den giftige Storm brød nu løs over ham og hans af Angst pinte Karavane, som havde efterladt al den Bagage, de kunde undvære, ved den udtørrede Brønd. Det ulykkelige Selskab slog Lejr, haabede, at Stormen skulde ophøre, ventede forgæves, klagede og for- tvivlede. En af Thibauts Tjenere sprang op i Baseri, overdøvede Stormen med sin Hylen, skreg, rasede og styrtede til sidst afmægtig ned for sin Herres Fødder og døde. En anden laa dræbt af Solstik paa sit Leje, da Stormen endelig var forbi; en tredje blev tilbage efter de andre og omkom. Af Kamelerne styrtede Halvdelen. Thibaut naaede Nilen med de tilbageværende Mennesker og Dyr; men hans kulsorte Haar var paa to Dage blevet hvidt. Fra saadanne Storme hidrører de mumieagtige Lig, som man træffer paa langs Karavanevejen. Stormen, som har dræbt dem, be- graver dem ogsaa, ved at indhylle dem med Sand; denne berøver Liget saa hurtigt al Fugtighed, at dette i Stedet for at forraadne, ind- tørres og forvandles til en Mumie. Over denne kaster Vinden den ene Gang nyt Sand, medens den en anden Gang fjæmer det beskyt- tende Dække. Da strækker Liget en Haand, en Fod eller sit Ansigt op imod den rejsende, og en af Kameldriverne følger den dødes Op- fordring, gaar hen til ham, kaster atter Sand over ham og drager videre med de Ord: »Sov, Guds Tjener, sov i Fred!« Det er ogsaa saadanne Storme, der i de overlevendes Sjæle vækker Fata Morganas Drømmebilleder. Saa længe Mennesket med fuld, usvækket Kraft og med sund Sans drager gennem Ørkenen, ser han i Luftspejlingen ganske vist et af Naturens mest ejendommelige Skuespil, men aldrig et Fata Morgana. I den hede Aarstid opstaar der i Ørkenen hver Dag midt paa Dagen fra KL 9 om Formiddagen til Kl. 3 om Eftermiddagen det saakaldte »Djævlehav«. Paa enhver ubevokset Slette i en vis Afstand foran eller omkring den rejsende dannes der en graa Flade, der minder om en Sø eller snarere en oversvømmet Eng; denne Flade gynger og bølger, flimrer og glitrer, lader alle tilstedeværende Genstande være synlige, men hæver dem tilsyneladende op og afspejler dem ned ad til. Kameler eller Heste, der drager af Sted langt borte, ses som smaa malede Figurer, der svæver paa Skyerne, og kan man skelne deres Bevægelser, ser det ud, som om de satte deres Ben paa en Dyne. Den Afstand, i hvilken den mod Øjet vendte Grænse af Fænomenet ligger, vedbliver at være