Naturliv

302 KARAVANER OG ØRKENREJSER. stande i kort Afstand forsvinder. Sagte, næppe mærkeligt bevæger Luften sig; det er ikke Blæst, kun et Pust, man mærker; men dette Pust er glødende hedt, trænger som en isnende Vind gennem Marv og Ben, medfører en trykkende Hovedpine, Slappelse og Ængstelse. Efter det første Pust følger et stærkere, lige saa glødende, lige saa dræbende som før, og saa kommer der nogle korte, tudende Vindstød ilende. Nu er det paa Tiden at slaa Lejr; dette viser ogsaa Kame- lerne. Ingen Pisk kan drive dem fremad; fulde af Angst lægger de sig ned, strækker Halsen langt fra sig, trykker sig ned imod Sandet og lukker Øjnene. Deres Drivere aflæsser dem skyndsomst, bygger i Hast af Bagagen en Mur, lægger alle Sækkene i Bunker for at for- mindske den Flade, der er udsat for Vinden, og dækker dem til med nogle Maatter, indhyller sig, ligesom alle de medrejsende, saa tæt som muligt i deres Klæder, fugter det Tørklæde, der er bundet om Hovedet og søger Tilflugt og Ly bag ved Bagagen. Alt dette sker i største Hast; thi Sandstormen lader nu ikke længe vente paa sig. Paa de enkelte Vindstød følger nu flere vedholdende, der smelter sammen med hverandre, og faa Minuter efter raser Stormen. Det bruser og drøner, piber og tuder i Luften, hviner og knitrer i Sandet paa Jorden, knager og brager i Lejren, hvor Bræderne i Kisterne springer itu. Den herskende, trykkende Hede tiltager og forøges, indtil den næsten er umulig at udholde, berøver det sveddryppende Legeme al Fugtighed, fremkalder paa alle Slimhinderne Revner, der begynder at bløde, forvandler den efter Vand tørstende Tunge til et Stykke Bly i Munden, paaskynder Pulsslagene og trækker Hjertet sammen, sprænger tilsidst Huden, i hvis Revner den rasende Storm straks kaster fint Sand ind og bereder derved nye Kvaler. Ørkenens Sønner beder og sukker; Europæeren stønner og klager. I Reglen raser selv den voldsomste Sandstorm ikke synderligt længe, kun en, to, tre Timer, ligesom hos os Tordenvejret, hvortil den svarer. Med dens Aftagen lægger Stødene sig, opklares Luften, og ofte indtræder der en fra Nord kommende Modstrømning; Karavanen ordner sig da atter og drager videre. Men varer Samum en hel eller en halv Dag, da kan det gaa den rejsende, som det gik en af mine bekendte, Franskmanden Thibaut, der, da han drog gennem det nord- lige Bahiuda, fandt den sidste Brønd udtørret og maatte bryde op med næsten udtømte Vandsække for at naa Nilen, der laa fire Dages