Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 301 Samum eller den giftige Stormvind disse Ørkenens Skydragere i Sporet. Den i Ørkenen under alle Omstændigheder frygtede Vind, som i Ægypten optræder som Chamasin, i Italien som Scirokko, i Alperne som Føhn og i Nordeuropa som Tøvind, vokser ganske vist ikke altid til en Storm; tværtimod blæser den ikke sjældent næsten umærkeligt og faar dog mangt et modigt Hjærte til at banke uroligt. Ganske vist har man fabiet meget om den, men saa meget er dog sandt, at denne Vind under visse Omstændigheder kan blive i høj Grad farlig tor enhver Karavane. Kamelernes blegede Skeletter og de af Sandet halvt begravne og udtørrede Menneskelig, som man finder ved enhver Ørkenvej, maa tilskrives dens Virkning; thi det er ikke dens Styrke, men dens Beskaffenhed, dens elektriske Ladning, som bringer Lidelser og Fordærv til de Mennesker og Lastdyr, som drager gennem Sandhavet. I det mindste en, ofte flere Dage før aner og forudsiger den indfødte saavel som den med Landet kendte fremmede Sandstormen. Der gaar ogsaa usvigelige Tegn forud for den. Luften bliver tung og trykkende; en let graa eller rødlig Taage formørker Himlen; der er ikke et Blad, der rører sig. Alle levende Væsener lider øjen- synligt ved den mere og mere tiltagende kvælende Hede. Mennesket klager og stønner; Vildtet viser sig mere sky end ellers; Kamelerne bliver urolige og halsstarrige, trænger sig ind paa hverandre, standser og lægger sig ned paa Jorden; farveløs gaar Solen ned. Ingen Aften- røde forgylder Horisonten; ethvert Lys forsvinder i det mørke Taage- slør. Natten medfører hverken Afkøling eller Vederkvægelse, snarere en Forøgelse af Heden, Kraftløsheden og lidebefindendet, og trods al Træthed flyr Søvnen. Er Mennesket endnu i Stand til at røre sig, holder man ikke Rast, men drager tværtimod med urolig Hast videre, saa længe Føreren endnu kan se Himmellysene. Men Taagen bliver tættere og tættere og skjuler den ene Stjerne efter den anden; endog Solen og Maanen, der i heldigste Tilfælde kan vise sig halvt saa store som ellers, viser sig blege og med ubestemte Kon- turer. Undertiden begynder Vinden ved Midnat at røre sine Vinger, sjældnere ved Middagstid. Uden et Ur kan ingen bestemt angive Tiden; thi Taagen er imidlertid bleven saa tæt, at den fuldstændigt skjuler Solen og over Ørkenen breder et Halvmørke, hvori alle Gen-