Naturliv

300 KARAVANER OG ØRKENREJSER. beskæmmer Korallerne; disse blændende hvide Tænder overtræffer endog de Perler, Du maaske vilde give disse brune Ørkendøtre! Nu gaar alt op i Sang og Digt. Omkring Citherspilleren ordner der sig Grupper til Dans, og grove og spæde Hænder slaar Takt til Citherens Spil, til Sangen og til den jævnt vuggende Dans. Nye Ansigter dukker op, bekendte forsvinder, i en stadig vekslende Skare, der trænger sig sammen omkring den fremmede, der handler klogt ved uden alle Fordomme at opfatte og nyde det brogede, underlige Liv omkring sig. Alle Ørkenrejsens Besværligheder er glemt, enhver Længsel stillet; thi Vand, Vand vælder frem i tilstrækkelig Mængde og bøder paa alle de Mangler, som i de forløbne Dage har gjort sig i saa høj Grad gældende. En saadan Rast vederkvæger Legeme og Sjæl. Styrket og op- livet fortsætter Karavanen sin Rejse, og saafrenit Dagen ikke medfører noget værre end Sol og Hede, Tørst og Træthed, naaer den med usvæk- kede Kræfter ogsaa den anden eller tredje Brønd og til sidst Maalet for Rejsen: den første By paa den anden Side af Ørkenen. Omskiftelig, foranderlig ligesom det jordfavnende Hav er dog ogsaa Sandhavet. Ogsaa paa dette rejser der sig Storme, som knuser dets Skibe, ogsaa paa det vælder der Bølger frem, der bringer For- dærvelse med sig. Paa den Tid, da Nordenvinden, der har blæst i hele Maaneder, ligger i Strid med sydligere Luftstrømninger eller luldstændigt har afstaaet Herredømmet til disse, ser den rejsende pludselig Sandet blive levende, forme og optaarne sig til vældige, tykke Søjler, der snart langsomt, snart hurtigt hvirvler hen over Sletten. Snart blinker de i Solstraaler røde som Ildsluer, snart viser de sig farveløse og mørke. Stormvinden, som sætter dem i Bevægelse, gør dem snart større, snart mindre, snart adskiller den dem, snart sammensmelter den to eller flere af dem til en eneste Sandsøjle, der stiger helt op imod Skyerne. Europæeren vil udtale sin Beundring over det storartede Skuespil, men hans Ledsageres ængstelige Blikke og Ord laminer hans Tunge. Ve den Karavane, som naaes af en saadan rasende Hvirvelstorm; man maa være glad, om Menneskers og Dyrs Liv bliver bevaret. Og selv' om et saadant uundgaaeligt Skæbnens Sendebud iler forbi den vandrende Karavane, uden at berede den en Grav, er .ingenlunde al Fare ovre; thi i Reglen følger