Naturliv

320 LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. dem har noget tilfælles, hverken Legemsbygning eller Hudfarve, hverken Oprindelse eller Sprog, hverken Skikke eller Vaner og næppe engang Tro, endskøndt saavel den ene som den anden for Tiden aflægger den Bekendelse: »Der er kun én Gud, og Mohanimed er hans Profet«. Ægypterne i vore Dage er Bastarder af de gamle Ægyptere og de indvandrede arabiske Horder fra Jemen og Hedjas, der amalgame- rede sig med de tidligere Beboere af den nedre Nildal. Nubierne er Efterkommere af de vilde Blemyer, med hvem Faraonerne i det gamle, mellemste og nye Rige saavel som de ptolemæiske Herskere i Ægypten uophørligt kæmpede og ikke altid sejrrigt. De første taler det Sprog, paa hvilket Mohammeds Aabenbaringer er bievne nedskrevne, do sidste en for Tiden i flere Grene faldende Mundart af gammel-ætiopisk; de første betjener sig af en ældgammel Skrivekunst, de sidste har vel aldrig haft nogen saadan, der har haft Eod i deres eget Sprog. I)o første lægger endnu den Dag i Dag den Alvor og den Ro for Dagen, som karakteriserede saavel de gamle Ægyptere som de Ørkenens Sønner, fra hvilke de nedstammer, de grubler med den Uro, der karak- teriserer alle Sydlændinge, hele deres Liv paa Forholdene paa den anden Side Graven og afpasser deres Sæder og Skikke efter deres Drømme om disse; de sidste derimod har bevaret Ætiopernes glade Livsmod, lever som Børn ubekymrede om den Dag i Morgen, mod- tager, hvad der glæder og gavner dem, uden Tak, hvad der skader og smerter dem, med høje Klager og glemmer under Øjeblikkets Ind- flydelse saa vel det ene som det andet. Paa begge hviler tungt det fremmede Herskeraag; men Ægypteren bærer det knurrende og suk- kende, Nubieren glad og ubekymret; den første er en Slave, den sidste en villig Tjener. Enhver Ægypter mener, paa Grund af sin Byrd, sit Sprog og sin Levevis, at være langt ædlere end denne, praler af sin Dannelse, skøndt kun yderst faa af hans Folk er i Besiddelse af nogen saadan, og søger lige saa hensynsløst at undertrykke den mørk- hudede Mand, som han selv modstandsløst føjer sig i det ham selv trykkende Trældonisaag. Nubieren erkender ubetinget Ægypterens legemlige Overlegenhed i Almindelighed og den aandelige Dannelse hos fremragende Mænd i Nabofolket, synes næppe at vide, at han selv savner Dannelse, er ganske vist ogsaa tilbøjelig til at underkue de mindre begavede eller mindre kraftige Beboere af det indre Afrika, men stiller sig paa en fortrolig og' broderlig Fod endog med den købte