Naturliv

LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. 321 Neger og finder sig, som det synes, taalmodigt i sin tunge Skæbne, efter at han forgæves har søgt at sejre i Kampen mod Overmagten; han er endnu den Dag i Dag i enhver Fiber et Naturmenneske, medens Ægypteren viser sig som et sørgeligt Billede af et sunket og stedse mere og mere synkende Folk. Den første har paa den fattigste Plet af Jorden dog stedse forstaaet at bevare en vis Frihed, den sidste er paa den rigeste Jord forbleven en Slave, som næppe nogen Sinde drister sig til at afryste sine Lænker, skøndt han endnu med stolte Ord og Lader taler om sin store Fortid. Og dog kunde Nubierne med samme, om end ikke større Ret end de nuværende Ægyptere, fortælle om og prale af deres Forfædres Bedrifter. Thi deres Forfædre har kæmpet tappert ikke blot mod Pharaonerne og Romerne, men ogsaa mod Tyrkerne og Araberne, det nuværende Ægyptens herskende og beherskede Folk, og er kun bukkede under for dem af den Grund, at de savnede Ildvaaben. Under min første Rejse i Nillandet levede der Øjenvidner til disse Kampe, af hvis Mund jeg hørte Fortællinger, som jeg nu tro vil gengive, for i det mindste i én Henseende at lade et mandhaftigt, i høj Grad mis- kendt Folk vederfares Retfærdighed. De Begivenheder, om hvilke her er Tale, forefaldt i de første Aar af vort Aarhundredes tredje Aarti. Efter at Mehemed Ali, den lige saa daadskraftige som hensyns- løse Grundlægger af den herskende Familie, der nu regerer i Ægypten, i Marts 1811 troløst havde overfaldet og nedhugget de af ham ind- budte Mamelukhøvdinge, syntes hans Magt over den nedre Nildal at være betrygget; men endnu var den stolte Krigerstand, hvis Høvdinge han ved skændigt Forræderi og nedrig Troløshed havde ryddet af Vejen, ikke bleven fuldstændigt kuet. Tørstende efter Hævn valgte Mamelukkerne sig nye Anførere og trak sig umiddelbart derefter tilbage til Nubien, for her at samles og herfra paa ny bekæmpe eller i det mindste true den lumske Fjende. Mehemed. Ali indsaa Faren og- tøvede ikke med at møde den; hans Hær fulgte tæt efter Mame- lukkernes endnu spredte Skarer. Disse, der var alt for svage til at vove et aabent Slag, maatte kaste sig ind i deres Fæstninger og faldt nu i disse til sidste Mand, idet de med Dødsforagt kæmpede en for- tvivlet Kamp. Samtidig med disse blev ogsaa Nubierne besejrede og, idet de underkastede sig Sejrherrerne, dømte til Trældom. Kun Scheikiernes stridsvante Stamme mødte i 1820 de tyrkiske-ægyptiske Brclim: Naturliv. 21