Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
372
DE HEDENSKE OSTJAKER.
tilhører don rettroende Kirke, i det mindste har ladet sig døbe og
derfor regnes med til den; hvorimod de, der endnu bor i Tschumer,
hidtil ikke har svigtet deres ældgamle Tro, en Tro, der ingenlunde
savner et vist poetisk Sving og sædeligt Indhold, men desuagtet af de
russiske Præster og deres Eftersnakkere er stemplet som vild Heden-
skab. Disse sidste bekender deres Tro med langt større Inderlighed,
Aabenhed og Varme end de andre deres Kristendom, der, fordomsfrit
opfattet, som den her ytrer sig, langt mere kan betragtes som en
ufornuftig Afgudsdyrkelse end som nogen fordelagtig Erstatning fol-
deres gamle Trosanskuelser, der er udsprungne af et barnligt Sind
og ytrer sig paa barnlig Maade. Med Indførelsen af den tømrede Hytte
og Kristendommen gaar det ligeledes Haand i Haand, at de Ostjaker,
der er bosatte inden for Mellemobs og Nedreirtischs Omraade, ikke blot
til en vis Grad har ombyttet deres Dragt med deres Nabos, den rus-
siske Fiskers, men ogsaa under Berøringen med denne har antaget
hans Sæder og Skikke, men tabt deres egne, til Dels ogsaa har mistet
deres Stammes Renhed og egentlig ikke har bibeholdt andet end de
uafrystelige Kendetegn, Sproget og alle gennem dette bevarede Ejen-
dommeligheder, saavel som maaskø ogsaa den for hele Folket ejen-
dommelige Dygtighed og Godmodighed. Men i ethvert Tilfælde tør
man ikke fremkomme med den dristige Paastand, at den højere
Dannelse og Kristendommen skulde have forbedret Moraliteten og for-
øget Sædernes Renhed; og i ethvert Tilfælde vækker det større Til-
fredsstillelse at lære de hedenske Ostjaker at kende og træde i
nærmere Forbindelse med dem, et endnu oprindeligt Folk, end at
sysselsætte sig med den Del deraf, der kun fremtræder som en Skygge
af, hvad den har været og den nævnte Del af Folket endnu er. Jeg
holder mig derfor kun til de Ostjaker, som endnu den Dag i Dag med
Tillid ser op til Guddommen Ohrt, til de Ostjaker, der vedblivende
lever i Mangegifte, saafremt deres Formuesomstændigheder tillader dem
det, der endnu den Dag i Dag begraver deres døde paa samme Maade,
som deres Fædre har gjort; thi min Fremstilling kan ikke tabe noget
ved, at jeg udelader de andre, tværtimod kun vinde i Enhed og Kon-
sekvens, naar den udelukkende beskæftiger sig med disse sidste.
Det er vanskeligt at tale om et ostjakisk Stammepræg, at be-
skrive et saadant er endnu vanskeligere; gentagne Gange har jeg for-
søgt at gøre det, men altid har jeg maattet indse, hvor vanskeligt det