Naturliv

372 DE HEDENSKE OSTJAKER. tilhører don rettroende Kirke, i det mindste har ladet sig døbe og derfor regnes med til den; hvorimod de, der endnu bor i Tschumer, hidtil ikke har svigtet deres ældgamle Tro, en Tro, der ingenlunde savner et vist poetisk Sving og sædeligt Indhold, men desuagtet af de russiske Præster og deres Eftersnakkere er stemplet som vild Heden- skab. Disse sidste bekender deres Tro med langt større Inderlighed, Aabenhed og Varme end de andre deres Kristendom, der, fordomsfrit opfattet, som den her ytrer sig, langt mere kan betragtes som en ufornuftig Afgudsdyrkelse end som nogen fordelagtig Erstatning fol- deres gamle Trosanskuelser, der er udsprungne af et barnligt Sind og ytrer sig paa barnlig Maade. Med Indførelsen af den tømrede Hytte og Kristendommen gaar det ligeledes Haand i Haand, at de Ostjaker, der er bosatte inden for Mellemobs og Nedreirtischs Omraade, ikke blot til en vis Grad har ombyttet deres Dragt med deres Nabos, den rus- siske Fiskers, men ogsaa under Berøringen med denne har antaget hans Sæder og Skikke, men tabt deres egne, til Dels ogsaa har mistet deres Stammes Renhed og egentlig ikke har bibeholdt andet end de uafrystelige Kendetegn, Sproget og alle gennem dette bevarede Ejen- dommeligheder, saavel som maaskø ogsaa den for hele Folket ejen- dommelige Dygtighed og Godmodighed. Men i ethvert Tilfælde tør man ikke fremkomme med den dristige Paastand, at den højere Dannelse og Kristendommen skulde have forbedret Moraliteten og for- øget Sædernes Renhed; og i ethvert Tilfælde vækker det større Til- fredsstillelse at lære de hedenske Ostjaker at kende og træde i nærmere Forbindelse med dem, et endnu oprindeligt Folk, end at sysselsætte sig med den Del deraf, der kun fremtræder som en Skygge af, hvad den har været og den nævnte Del af Folket endnu er. Jeg holder mig derfor kun til de Ostjaker, som endnu den Dag i Dag med Tillid ser op til Guddommen Ohrt, til de Ostjaker, der vedblivende lever i Mangegifte, saafremt deres Formuesomstændigheder tillader dem det, der endnu den Dag i Dag begraver deres døde paa samme Maade, som deres Fædre har gjort; thi min Fremstilling kan ikke tabe noget ved, at jeg udelader de andre, tværtimod kun vinde i Enhed og Kon- sekvens, naar den udelukkende beskæftiger sig med disse sidste. Det er vanskeligt at tale om et ostjakisk Stammepræg, at be- skrive et saadant er endnu vanskeligere; gentagne Gange har jeg for- søgt at gøre det, men altid har jeg maattet indse, hvor vanskeligt det