Naturliv

386 DE HEDENSKE OSTJAKER. Fisken og adskilles Sidemusklerne fra Rygraden, ved et Par andre Snit Leveren og Indvoldene fra Hovedet, Benene og de værdifuldere Sidestykker. Den ene Lever efter den anden glider over Læberne; thi Kvinderne er endnu fastende og kan ikke lade en saa god Lejlig- hed gaa fra sig til at faa sig en rigtig Lækkerbid. Er Maven ikke desto mindre vedblivende urolig, saa afskæller man en Fisk, renser den og skærer den i lange Strimler; en saadan dyppes i det udflydende Blod og stikkes, krydret paa denne Maade, ind i Munden, hvorpaa med et rask 'Snit nede fra og lige op forbi Næsespidsen Stykke for Stykke afskæres, alt efter som de nedsluges. Børnene, som indfinder sig hos deres arbejdende Moder, erliolder, alt efter deres Størrelse, Leveren eller Stykker af Musklerne; Børn paa fire Aar haandterer Kniven ved Stykkernes Afskæring lige saa behændigt som den gamle, der paa den Maade altid sluger Maden, og saaledes ogsaa Rensdyrkød. Snart glinser Moderens saavel som Børnenes Ansigter af Fiskeblod og Levertran og deres Hænder af fastklæbede Fiskeskæl. Naar al Fisken er bleven afskallet, renset, udstykket og ophængt til Tørring, erholder ogsaa Hundene, der, lystne men ikke nærgaaende, har siddet ved Siden af Kvinderne, deres Andel, nemlig Fiskeskællene og Skindet, der straks er bievne kastede i en Bunke i Græsset, og begærligt roder nu de sorte Snuder i en saadan Bunke. Morgenarbejdet er forbi, og en kort Hvile og Vederkvægelse velfortjent. Mødrene tager deres Børn paa Skødet, giver Pattebørnene Bryst og gaar derpaa over til en Beskæftigelse, der ikke blot for de smaa, men ogsaa for dem selv er uundgaaelig nødvendig — Jagt paa Snyltedyr. Det ene Barn efter det andet lægger sit Hoved i Moderens Skød, og tilsidst lægger hun selv Hovedet paa Skødet af sin ældste Datter eller en Veninde, som venter samme Gentjeneste af hende; og der høstes et rigeligt Jagtbytte. At det fangne Vildt, om det end ikke spises, dog ganske vist puttes ind mellem Læberne og dræbes ved et Bid, er ikke nyt for en Naturforsker, der har givet Agt paa Aber, og bekræfter for den, der i Darwins Læresætninger ser noget mere end blotte Hypoteser, at »Atavismen«, en Tilbagevenden til Ur- fædrenes Skikke og Vaner, ikke kan omdisputeres. Solen er ved sin Nedgang. Mænd, Ynglinge og Drenge vender hjem med ny, rig Fangst; Fisk har de spist af Hjertens Lyst og de længes nu efter den varme Mad. En stor, rygende Kedel med kogt