Naturliv

392 de hedenske ostjaker. én Gang om Dagen dets Ansigt og Hænder, ved hvilken Lejlighed en Haandfald Trætrevler anvendes som Svamp, en anden som Haand- klæde. Man ser derpaa ganske roligt det lille Væsen, som uophørligt linder Lejlighed til at snavse sig til, stolpre omkring i en næsten utænkelig Tilstand af Malproperhed. Først naar den unge Ostjak kan klare sig selv, bliver det bedre; men næppe en eneste anser det for nødvendigt at vadske sig efter ethvert Maaltid, selv om det har været aldrig saa blodigt. Børnene hænger paa sin Side lige saa ømt og trofast ved deres Forældre som omvendt og er tillige overordentligt lydige. Ærefrygt overfor Forældrene er det første og vigtigste Bud hos O s tj akerne; Ærefrygt, overfor Guddommen kommer vistnok i anden Lække. Da vi gav Maniru, den ovenfornævnte Sogneforstander, det Raad, at han skulde lade sine Børn lære at tale og skrive russisk, svarede han os, at han ganske vist indsaa Nytten heraf, men at han tlog var bange for, at hans Børn da kunde glemme at ære deres Fader og Moder og derved kunde komme til at krænke det vigtigste Trosbud, og at han af den Grund ikke kunde beslutte sig til at følge vort Raad. Dette kunde være Grunden til, at ikke en eneste Ostjak, som endnu er sine Fædres Tro hengiven, lærer mere end paa Papir, i Træ eller Rensdyrhuder at tegne sit Bomærke, Kragetæer, der er bindende for ham selv og andre. Og dog tilegner han sig, som et særdeles intelligent og lærvilligt Menneske, alt, hvad man siger ham, saa hurtigt og let, at han i den umodne Alder, da han gifter sig, fuldkommen forstaar alt, hvad der udkræves til at grunde og vedlige- holde en Husholdning. Kun i Trossager synes han ikke at have nogen egen Mening, og det er vel ogsaa Grunden til, at han med ganske faa Undtagelser skænker Schamanen, som gør Fordring paa at vide mere derom end ham, en ufortjent Hyldest og Ærefrygt. Ha<1(1 os angaar, kan vi i en saadan Schaman, derhos Ostjakerne sadvel som hos andre mongolske Folkeslag i Siberien gør Krav paa on 1 læsts Rettigheder og Værdighed, ikke se andet end en Be- diager. Det eneste Medlem af dette smukke Broderskab, med hvem w traf sammen, bar Kristendommen Tegn paa sit Bryst, havde endog, efter hvad Rygtet fortalte, været Diakon i de rettroendes Kirke, men gjorde desuagtet Tjeneste som Schaman blandt Ostjakerne. Fra paa- lidelig Kilde har jeg senere faaet at vide, at denne ikke dannede nogen Undtagelse fra Reglen; thi alle de Schamaner, som Hr. v.