Naturliv

de hedenske ostjaker. 391 kører Brudetoget under Klang af Bjælderne, som alle Rensdyrene i Dag bærer i deres prægtigste Seletøj. I sin Faders Tschum venter Brudgommen sin Brud, der i Dag som altid bly tilhyller sig med Hoveddugen for sin vordende Mand, Svigerfader og andre mandlige Slægtninge. En ny Fest tager sin Begyn- delse, og først sent ud paa Natten skilles Gæsterne, til hvem Brud- gommens Slægtninge har sluttet sig. Men Dagen efter fører Moderen den unge Hustru tilbage til Brudens Faders Tschum; dog allerede Dagen efter samles her alle Brudgommens Slægtninge for igen at fordre hende tilbage. Endnu en Gang genlyder Tschumens lave Vægge af Festhyl; derpaa forlader Bruden for bestandig sit Fædrene- hjem og deler derpaa Tschunie alene med sin Mand eller med denne, hans Forældre eller Søskende eller senere med sin Mands anden Kone. Fattige Folks Sønner betaler i Brudepenge højst ti Rensdyr, Fiskersønner ikke engang saa meget, men kun det nødvendigste Hus- geraad til Tschumen og deler ofte Hytte med flere Familier; men en Fest- og Glædesdag bliver ogsaa deres Bryllupsdag, ved hvilken der spises og drikkes saa meget, som de smaa Omstændigheder tillader det. Fattige Ostjaker har kun én Kone, men rige betragter det som en Rettighed, der følger med Rigdommen, at have to eller flere; dog bevarer selv i saa Tilfælde den førstgifte sine Fortrinsrettigheder fremfor de andre, og disse optræder mere som Tyender end som lige- stillede med hende. Kun i Tilfælde af, at Moderglæden skulle blive hende nægtet, kan Forholdet blive et andet; thi Barnløshed betragtes som en Skam for Manden, og en barnløs Kone er selv i Tschumen et beklagelsesværdigt og ulykkeligt Væsen. Forældrene er stolte over deres Børn og behandler dem med stor Ømhed. Med umiskendelig Lykke præget i sit Blik lægger den unge Moder sin førstefødte til sit Bryst eller paa det bløde Mos i den nette Birkebarksvugge, der i Bunden er udstoppet med Præ- trevler; omhyggeligt binder hun Tæpperne sammen paa begge Sider af Vuggen, og betænksomt indhyller hun den lille Sengs Hovedgærde med det der anbragte Myggeforhæng; men hendes Renlighedssans lader iøvrigt meget tilbage at ønske. Saalænge Barnet endnu er lille og hjælpeløst, vadsker og rengør hun det ganske vist, naar hun synes, at det er nødvendigt-, nicn naar det ei bløvet støno, v<idslv6i liun kun