Naturliv

390 DE HEDENSKE OSTJAKER. , Hendes vordende Ægtefælle har endnu ikke naaet sit femtende Aar, naar Sendebudet anholder om hendes, den tolvaariges, Haand. Markeds- glæderne havde i væsenlig Grad paaskyndet Afgørelsen; Sendebudet havde uden videre faaet ja; derpaa var de ofte langvarige Underhand- ] higer begyndt og takket være Brændevinen, der ellers viser sig som en ond Dæmon men i dette Tilfælde bragte Lykke, blev de hurtigt bi ag te til en heldig Afslutning. Man var kommen overens om, at Sandor, den unge Brudgom, skulde betale for Malla, den unge Brud, tredsindstyve Rensdyr, tyve hvide og ti almindelige Ræveskind, et Stykke brunt Klæde og adskillige Smaating: Ringe, Knapper, Glas- perler, Hovedstykker m. m. Dette var kun lidt, langt mindre end den næppe rigere Sogneforstander Mamru havde betalt for sin Hustru, nemlig: et Hundrede og halvtredsindstyve Rensdyr, tredsinds- tyve hvide og tyve almindelige Ræveskind, et stort Stykke Klæde, adskillige Hovedstykker og de sædvanlige Smaating. Men dengang var det ogsaa bedre Tider, og Mamru kunde gerne have givet Sager til en Værdi af over tusinde Sølvrubler for sin lige saa statelige som rige Kone, der stammede fra god Familie. Brudepengene er betalte; det unge Pars Bryllup tinder Sted. I Tschumen hos Brudens Fader indfinder Familiens Slægtninge sig for at overgive Bruden deres Gaver og for at betragte Brudgommens Gaver, der er udstillede til Beskuelse for alle. Man klæder Bruden i Højtidsdragt og ruster hende og sig selv til at rejse til Brudgommens, eller ogsaa til Brudgommens Faders Tschum. Forinden har man taget godt til sig af Kødet af nyslagtede Rensdyr. Kogt blev i Dag kun nogle Fisk, der var fangede under Isen; Kødet af de dræbte Rensdyr spiste man raat, og naar et Dyr begyndte at blive koldt, fik et nyt Naadestødet. Bruden græder, saaledes som det sømmer sig for en Brud, der forlader sit Fædrenehjem, hun vil ikke forlade den Tschum, hvori hun er vokset op, og giver først efter, naar alle har søgt at trøste hende. En Bøn foran Husguden nedkalder Ohrts Vel- signelse, den himmelske, hvis Tegn Sorniduid, Gudefiammen, det, som vi kalder Nordlyset, Natten før stod blodrød paa Himlen. Den fra Hjemmet bortdragende Datter følges af sin Moder, som skal staa hjælpende ved hendes Side og. selv i Bryllupsnatten være i hendes Nærhed. Sammen med sin Datter stiger hun op i Slæden, hele det til Bryllup indbudne Selskab stiger ligeledes op i deres, og afsted