Naturliv

DE HEDENSKE OSTJAKER. 389 til den. rettroende Kirke. Ved Brændevinens Hjælp faar en uredelig Køber tilsidst fat paa alle Ostjakens Huder og Skind, og, berøvede disse, med tom Pung og tungt Hoved, vender den bedragne, for ikke at sige udplyndrede Mand, der drog afsted til Obdorsk med saa stolte Forhaabninger, hjem igen til sin Tschum. Han angrer sin Daarskab, sin Svaghed, fatter de bedste Forsætter, beroliger sig lidt efter lidt og tænker snart kun paa, hvor umaadelig morsomt han har haft det sammen med sine Stammefrænder. Han har først drukket med dem; derpaa har Mænd og Kvinder kysset hverandre; saa har Mændene pryglet deres Koner; derpaa har de indbyrdes prøvet Kræfter, nu og da med lynende Øjne trukket de skarpe Knive og truet hver- andre med Døden; der flød imidlertid intet Blod; man var bievne gode Venner igen, havde løftet de af Brændevinen og Slagene bedøvede Kvinder op og ladet andre tjenstvillige Kvinder vadske dem rene; man havde for at fejre Forsoningen truffet en vigtig Aftale, valgt en Brudgom til Datteren, en Brud til Sønnen; man havde endog faaet giftet on Enke bort og i den Anledning yderligere drukket tappert; kort sagt, man havde moret sig kosteligt. At Regeringskommissæren tilsidst havde ladet hele det berusede Selskab indespærre, at alle Pengene var gaaede al Kødets Gang, var ganske vist kedeligt, meget kedeligt; men Fængselsdøren var dog tilsidst bleven aabnet, I abet af Pengene var glemt, og kun det glade Minde, som de nu kunde gaa og bære paa et helt Aar, samt den for alle Parter lige glædelige Forlovelse stod tilbage som en umistelig Gevinst fra de herlige Festdage. Brudgom og Brud havde ligeledes været paa Markedet, havde saa tappert, de kunde, deltaget i Drikkelaget og var derved bievne bekendte med hinanden. Brudgommen var kommen overens med sine Forældre om, at han skulde vælge den unge Pige til sin Ægtefælle eller maaske rigtigere erholde hende til Ægtefælle; thi det er For- ældrenes, ikke Brudeparrets Vilje, der afslutter et saadant Ægteskab. Man tager ganske vist et vist Hensyn til Brudgommens Ønsker og Vilje, tillader vel ogsaa en lovende ung Mand at kaste sine Øjne paa en af sit Folks Døtre; men man sender kun Bud til Pigens Forældre i Tilfælde af, at Familiens økonomiske Forhold svarer til de vordende Slægtninges. Jomfruen spørges aldrig til Ksiads og det nUcrcde af den Grund, at hun, naar Forældrene gifter hende bort, endnu er meget for ung til at kunne tage Bestemmelse om sin Fremtid.