Naturliv

394 DE HEDENSKE OSTJA KER. sig tilfreds med Løftet om en Gave, trak han sig tilbage ind i en Tschum, idet han erklærede, at han skulde kalde paa os, naar alle Forberedelser var trufne. Nogle Trommeslag, som vi hørte en god Stund efter, lod ogsaa til at høre til disse, men til andre Forberedelser mærkede vi intet. Efter forudgaået Tilkaldelse traadte vi nu ind i Tsch tunen. Hele Rummet i Barkhytten er ganske fuldt pakket af Mennesker, som sidder i en Kreds saa tæt ind til Væggen som muligt; foruden Ostjaker og Samojeder, der liar indfundet sig med Kone og Børn, ser man ogsaa Russere med deres Familier. Paa én ophøjet Plads til venstre for Indgangen har Widli, Schamanen, slaaet sig ned; til højre for ham sidder paa Jorden en Ostjak, dengang en af Mesterens Lær- linge. Widli bærer en brun Kofte og derover et med Guldsnore besat talarlignende Overkast, der er yderst smudsigt; i venstre Haand holder han den lille tamburinlignende Tromme, saaledes at denne skjuler hans Ansigt, og i den højre de dertil hørende Trommestikker; Ho- vedet er blottet, det rundklippede Haar nylig redt. Midt i Tschumen brænder en Ild, som nu og da flammer op og kaster sit røde Lys- skær hen over det brogede Selskab, midt imellem hvilket vi slaar os ned og sætter os paa de for os reserverede Pladser. Et tre Gange gentaget langtrukkent Skrig, der lyder som en mangestemmig Sang og indledes med nogle Slag paa Trommen, hilser os, idet vi træder ind, og angiver, at Forestillingen begynder. »For at I kan se, at jeg er en sandfærdig Mand, skal jeg nu anraabe min Ven i de himmelskes Raad om at optræde her blandt os, og meddele Eder, hvad Guderne har besluttet angaaende Eders Fremtid. I vil selv engang finde, hvor vidt jeg har talt Sandhed eller ikke.« Efter disse Ord, der er bievne oversatte for os af to Tolke, be- arbejder Gudernes Yndling Rensdyrskindet paa sin Tromme med raske Slag, der følger paa hverandre i en vis Takt, men ikke i noget be- stemt Antal, og akkompagnerer dem med en Sang, der foredrages paa samojedisk Vis, halvt talende eller rettere brummende, og hele Tiden troligt gentaget af Lærlingen, som vi kalder Klokkeren. Samtidig holder Mesteren Trommen saaledes, at den skygger for hans Ansigt, medens han lukker Øjnene for ikke paa nogen Maade at forstyrres i sine indre Betragtninger; Klokkeren derimod ryger ganske roligt under hele Sangen, som han før har gjort, og spytter for Afvekslings Skyld, lige-