Naturliv

404 NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. de ejer, men efter Antallet af Jurter. Den fornemme pranger ganske vist ogsaa med sin .Turte ved at udstyre den saa kostbart som muligt, anvende det kostbareste Filt og forsyne den saavel indvendig som ud- vendig med allehaande Prydelser af brogede Tøjer; men endnu mere magtpaaliggende er det ham dog at eje kostbare Maatter og kunst- færdigt syede og broderede Silketæpper, med hvilke han ved højtide- lige Lejligheder smykker det indre af sin Bolig. Saadanne Maatter og Tæpper gaar i Arv fra Fader til Søn og skattes ikke mindre end Be- siddelsen af umøntet Sølv. Man vurderer imidlertid ikke vor Nomadehyrdes Formue efter saadanne Biting, men ene og alene efter hans Hjorde. Selv den fat- tigste Jurteejer maa, for overhovedet at kunne optage Kampen for Tilværelsen, eje en hel Del Dyr; thi Kreaturerne, han fører omkring paa Græs, er for ham en absolut Livsbetingelse: det er alene hans Husdyr, der betrygger ham mod Undergang. Den riges Hjorde tæller Tusinder af Dyr, den fattiges i det mindste nogle Hundreder; men den rigeste kan blive fattig, naar udbrydende Epidemier hjemsøger hans Hjorde, og den fattige kan sulte ihjel, naar Sygdommen træffer hans. Epidemier tilintetgør Velstanden blandt hele Stammer og pris- giver Tusinder af Mennesker til Hungersnøden. Det er derfor intet Under, at Kirgiserens hele Digten og Stræben paa det nøjeste er for- bundet med hans Hjorde, at hans Sæder, Skikke og Vaner staar i Samklang med denne inderlige Forbindelse mellem Mennesket og Dyret, at Mennesket bliver fuldstændig afhængig af Dyret. Ikke det nyttigste, men det ædleste blandt alle Kirgisernes Hus- dyr er Hesten, i sin Ejers Øjne ikke blot Indbegrebet af alt, hvad der hedder Husdyr, men tillige af al Skønhed, al Ynde, den Maalestok, efter hvilken man regner, efter hvilken Rigdom og Fattigdom bestem- mes. I Stedet for »Hest« benytter Kirgiseren ganske simpelt Ordet »Husdyr«; i Stedet for »venstre og højre« Udtrykket »den Side, paa hvilken man bestiger Hesten og den Side, paa hvilken man bærer Knudepisken«. Hesten er den unge Mands saavel som den unge Piges, Mandens saavel som Oldingens, Hustruens saavel som den gamle Kvindes Stolthed; man roser eller man dadler Bytteren, naar man be- rømmer eller dadler hans Hest: det Rap, som man giver en Hest, man ikke selv rider, gælder ikke denne, mon dens Rytter, dens Ejer.