Naturliv

NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. 413 Det er ikke Menneskets fri Vilje, men Nødvendigheden af at varetage Hjordens Tarv, der bestemmer Kirgisernes Opholdssteder og Levemaade, tvinger dem til den ene Dag at vandre herhen, den anden derhen, at blive paa et Sted og atter bryde op. Derfor er deres Vandringer ikke nogen Omlmngstrejfen uden Maal paa den vide Steppe, men en nøje overlagt Skiften Opholdssted, alt efter Aarstiderne og de græssende Dyrs Beskaffenhed. En planløs Omkringstrejfen tillader Steppen hverken om Vinteren eller om Sommeren; en saadan vilde om Vinteren prisgive Hjordene til de frygtelige Storme, om Sommeren udsætte dem for at dø af Tørst, om Foraaret maaske skaffe dem Føde i Overflod og om Efteraaret, mere end ønskeligt var, formindske den nødvendige Forsyning af Græs. Derfor tiltræder Kirgiseren sin Van- dring fra Lavsletten, stiger langsomt op til Højderne, ja endog op paa Højfjældene og vandrer langsomt tilbage igen til Lavsletten. De for- skellige Hjorde har imidlertid forskelligt Behov: Faar og Geder synes bedst om haarde og duftende Urter og Græs, særligt saadanne, der spirer op mellem Bjærgspalterne, medens Hornkvæg og Heste helst græsser paa et blødt Græstæppe, og Kamelerne derimod foruden de stive Salt- steppeplanter synes at betragte Tidsler og Tjørne som uundværlige Bestanddele af deres Føde. Eige Kirgisere, der af forskellige Slags Dyr kan danne forskellige Slags Hjorde, lader derfor disse strejfe og græsse hver for sig, og kun de fattige drager fra Sted til Sted med alle deres Dyr. Endelig indvirker det ene Menneske paa det andet. Ganske vist ikke ved Grænsestene, men vel paa Grundlag af gammel Overenskomst, er der selv paa den fri Steppe draget Grænser for Be- siddelsen og opstaaet Ejendomsrettigheder: enhver Stamme, hver Stamme- afdeling, hver Kommune, hvert Samfund gør Krav paa den af For- fædrene benyttede Jord og taaler ikke paa denne nogen fremmed Hjord, nogen fremmed Hyrde, griber endog stundom til Vaaben og kæmper i blodige Fejder med enhver nærgaaende fremmed, ja endog med Mænd af deres egen Stamme. Dette forklarer, hvorfor Nomade- hyrden strejfer omkring ikke blot ad bestemte Veje, men ogsaa inden for et nøje begrænset Omraade. Hans Veje kan nu og da krydse en andens, men bliver aldrig de samme, som denne slaar ind paa, thi enhver agter den andens Rettigheder og tvinges af sine Stammefrænder til at erkende disse.