Naturliv

NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. 415 Med Vinterens Begyndelse flytter Kirgiseren ind i en saadan Vinterbolig, dersom han ikke, som det i Reglen sker, selv nu for denne foretrækker den absolut hyggeligere Jurte. For Opvarmning af saavel den ene som den anden, har han allerede om Foraaret sørget derved, at han eller rettere hans Hustru, i hvis Lod alle ube- hagelige og svære Arbejder falder, har blandet Kreaturgødning med noget Halm og formet dem til firkantede Kager og tørret disse Kager i Solen. Alt Græsset i Omegnen er omhyggeligt blevet skaanet, for at Hjordene kan finde deres Føde saa nær Boligerne eller Jurteme som muligt; Høet har man afmejet paa langt bortliggende Steder og ført hid. Er Vinteren gunstig, det vil sige fattig paa Sne, saa linder Kvæget selv nu nødtørftig Føde; er den stræng, saa trodser den ofte alle de Forberedelser, som Hjordejeren har kunnet træffe og kræver tiere Dyr af hans Hjord, end Foraaret skænkede. Derfor hersker der i en god Vinter Glæde og Munterhed selv i Hyrdens mørke Hytte, medens i en stræng Vinter, som forvandler Husdyrene til rene Skeletter, den mørke Sorg i Selskab med Bekymringerne drager ind i den hyggelige Jurte; derfor hersker der saavel paa det ene som paa det andet Sted enten Overflod eller Mangel i den frygtede Aarstid. Først mod Slutningen af April, ofte først mod Slutningen af Maj, forlader Hyrden Vinterlejren med Resten af sin Hjord og begynder at vandre. De af særskilte Hyrder bevogtede Hestehjorde har allerede begyndt deres Græsgang for ikke at forstyrre de mindre Dyr. Det er ikke af de kaade Føl, man frygter noget saadant, men derimod af alle Unghingste og Unghopper, der dette Aar indtræder i Mandbarhed. De første hopper og springer ganske vist i kaad Overmod omkring hele Hjorden, men forlader dog ikke Moderhopperne, der imedens ganske roligt græsser og nu og da kigger efter dem; men de næsten fuld- voksne Unghingste foraarsager en stadig Uro og kræver den største Opmærksomhed hos Hyrderne, hvis Antal nu er fordoblet. Snart slaas de unge Hingste med den ældre, værdige og herskesyge Leder af Hjorden; snart trænger Unghopperne, Ætlinger af hans eget Blod, sig frem til deres Fader og nøder ham til at jage dem bort med Bid og Slag; snart forsøger en eller anden ung Hingst at rømme og styrter med Hovedet vendt mod Vinden og med vidtaabne Næsebor i stor- mende Fart hen over Steppen. Mon øjeblikkelig sætter Hyrden sin