Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 431 Ryet dens Pris. Den Ørn, som besejrer Ræven, betales med 30—40 Rubler; den, der forstaar at blive Herre over Ulven, med det dobbelte eller tredobbelte Beløb, om Ejeren i det hele taget vil sælge den til nogen Pris. Med to Ørne kan man ikke jage, da de vilde forstyrre hinanden: den ene er ofte saa ivrig, at dens Hjælp tidt bliver Jægeren til stort Besvær, eller ogsaa vil den ikke godvillig slippe sit Tag, naar Rovdyret er bukket under for dens Kløer. Maa Kirgiseren allerede ved Jagten med Ørn opbyde helo sin Kytterfærdighed, saa er dette endnu mere Tilfældet, naar han med sine Hunde drager ud paa Antilopejagt. Som Pile flyver de temmelig langhaarede Hunde afsted, naar de faar Øje paa de søgte Drøvtyggere, og over Stok og Sten jager Rytterne afsted i Hælene paa hverandre, indtil de har naaet det hurtige Vildt. Den, der ved et saadant Ridt falder af Hesten, høster kun et halvt medlidende, halvt spottende Smil, og forbi ham stormer videre den vilde Jagt. Ikke engang ved Klapjagter i Bjærgene forlader Kirgiserne deres Heste. Det saa prægtigt ud, da i Arkatbjærgene Klapperne, der skulde skatte de vilde Dyr inden for vor Skudvidde, begyndte deres halsbræk- kende Ridt. Hist og her paa de højeste Spidser og i Sænkninger, Dale og Kløfter fremsprængte og forsvandt den ene Rytter efter den tinden, idet de snart klart og skarpt aftegnede sig mod Skyerne, snart atter forsvandt mellem Klipperne og ligesom sannnensmeltedes med og gik op i Stenmasserne. Ingen steg af Hesten, ingen tøvede et Øje- blik med, hvad Vej han skulde vælge, og de syntes at have langt mindre Vanskelighed ved at ride end ved at gaa i Fjældene. Med denne Dristighed hos Jægeren parrer sig hans Udholdenhed. Ikke blot paa Hesteryggen, men ogsaa, naar det gælder om at snige sig ind paa eller vente paa Vildtet, lægger han en rosværdig Taal- modighed for Dagen. At han i hele Dage kan følge et Spor, beviser i Betragtning af hans Kærlighed til Ridt ikke saa særdeles meget; med Luntebøssen, som han benytter lige saa meget som Flintebøssen, i Haanden kryber han en halv Verst hen ad Jorden; som en snigende Kat kan han hele Timer ligge lurende paa et A ildt, indtil han faar Lejlighed til at gøre et Skud. Aldrig skyder han paa langt Hold og aldrig uden at lægge Bøssen paa den ved denne anbragte Gaffel; men han sigter sikkert og forstaar altid ab sende Kugien saa- lecles, at don træffer det rette Sted.