Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 433 Besiddelse af et godt Øje for Terrænforholdene og véd, uden at an- vende Landmaalertavler og Vaterpas, hvor han skal grave sine Render; men kun saa længe han endnu er i Drengeaarene, lejer han sig ud til saadanne Arbejder, og er han først bleven sin egen Herre, tager han aldrig Hakke eller Spade i Haanden. Endnu mindre kan han tinde sig i at drive noget som helst Haandværk. Han forstaar Kunsten at berede Læder og deraf at forfærdige Seletøj, endvidere at udsmykke dem med ret kønne Jærn- og Sølvprydelser, ja endog at smedde Knive og Vaaben og i det hele taget at tilvirke de for ham nødvendige Redskaber, men til et saadant Arbejde gaar han aldrig med Glæde, stedse med Modvilje. Og dog er han ingenlunde lad og letsindig, men en flittig og paalidelig Arbejder, og den, der har haft Lejlighed til at drage Nytte af hans Dygtighed i Haandens Gerning, har sjælden haft Grund til at være misfornøjet med ham. Langt højere end det legemlige skatter han det aandelige Arbejde. Hans livlige Aand kræver Beskæftigelse; han holder derfor ikke blot af lette, men ogsaa af alvorlige Sysselsættelser af forskellig Slags, maaske hovedsagelig af den Grund, at han behøver Afveksling i sit ensformige Liv. Derfor holder han meget af at tale med andre af sin Stamme, og kan ved sin Veltalenhed, der ikke sjælden udarter til Snakkesalighed, ligefrem blive besværlig for den fremmede. Men denne Trang til at tale staar i nøje Sammenhæng med en livlig Vide- begærlighed, der ganske vist ogsaa ofte udarter til Nysgerrighed; thi den »røde Tunge« kan og maa ikke være i Uvirksomhed. Dersom der paa et eller andet Sted afhandles noget, som en Kirgiser kan eller ikke kan forstaa, taler man, mener jeg, paa et for ham forstaaeligt Sprog, saa generer han sig ikke for, enten det vedkommer ham eller ikke, at trænge sig frem til Jurten og lægge Øret til Væggen af denne for ikke at gaa tabt af en eneste Stavelse af det, der siges. At be- holde for sig selv en Tildragelse, som gaar nok saa lidt ud over det hverdagslige, en Meddelelse, en Beretning, at bevare en Hemmelighed, er for Kirgiseren en ren Umulighed. Tier den ædle Hest, paa hvilken han flyver hen over Steppen, naar den ser noget, som vækker dens Interesse, tier Geden eller Faaret, naar de træffer sammen med deres Lige, tier Lærken, naar den hæver sig over den store Steppe? Og Steppens Herre skulde tie? Nej aldrig! »Tal kun, røde Tunge, tal saa længe du endnu har Liv, thi efter Døden kommer du til at tie«. Brehm: Naturliv