Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
434
FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE.
Uafladelig flyder den indholdsrige Talestrøm over Kirgiserens Læber.
Aldrig rider to Kirgisere stumme ved Siden af hverandre, selv om
Farten varer flere Dage i Rad; uophørligt har de noget at sige hin-
anden. I Reglen nøjes de ikke med at ride to og to, de maa være
tre, fire, som drager afsted ved Siden af hinanden, saa længe det
endnu er muligt. Denne Mode at ride i Selskab er saa indgroet hos
dem, at deres Heste af sig selv trænger sig ind paa hverandre, saa at
Europæeren tidt har meget Besvær med at hindre dem deri. I en med
Kirgisere opfyldt Jarte surrer det som i en Bikube, eftersom enhver vil
tage til Orde og gør alt, hvad han kan, for at skaffe sig Ørelyd.
Følgen af en saadan blandt Mænd uhørt Snaksomhed er Kirgi-
sernes Færdighed i at behandle deres Sprog; heri synes de at være
alle ens, rige som fattige, fornemme som ringe, dannede som udannede.
Deres tonerige og klang-fulde, men haarde Sprog, der som bekendt ikke
er andet end en Mundart af det tatariske, er ualmindelig udtryksfuldt.
Ethvert Ord, og dette mærker selv den fremmede, der ikke er fortrolig
med Sproget, udtales fuldstændigt, og enhver Stavelse faar sin rette Be-
toning, saa at man af Klangen kan slutte sig til, hvad det drejer sig om.
Maaden at tale paa er meget livlig, Tonefaldet svarer til Indholdet af
Sætningen; Talen og Pavserne er nøje afmaalte, saa at Samtalen fore-
kommer én noget afbrudt, uagtet Talens Strøm ikke et Øjeblik
standses. Ansigtsudtryk, der taler for sig selv, og livlige Bevægelser
med Hænderne tydeliggør for øvrigt Ordene. Er Æmnet særligt fængs-
lende, saa stiger den talendes Livlighed ligefrem til Varme, saa at
man frygter for, at Haandgribeligheder skal følge paa Ordene. Dog
ender i Regien selv den heftigste Ordstrid i Fred og Ro.
Det er forstaaeligt, at Digteren maa være en betydelig Person i
et saadant Folk. Enhver, der i Talefærdighed udmærker sig frem
for de andre, erhverver sig Ære og Anseelse. En Sanger, en Lejlig-
hedsdigter maa ikke savnes ved nogen Fest. Hans skabende Talent
behøver ikke at være saa særdeles betydeligt: Talen maa kun strømme
uden Afbrydelse og føje sig efter et bestemt Versemaal for at gøre
ham til Digter. Dog raader enhver kirgisisk Digter over et ikke ringe
Forraad af poetiske Tanker, som han uden Vanskelighed klæder i Ord.
Hyrde- og Vandrelivet, hvor ensformigt det end forløber i det store og
hele, har sine Tillokkelser, sine klingende Strænge, der kun behøver
at anslaas for at vibrere og vække Genklang i Tilhørernes Hjerter.