Naturliv

434 FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. Uafladelig flyder den indholdsrige Talestrøm over Kirgiserens Læber. Aldrig rider to Kirgisere stumme ved Siden af hverandre, selv om Farten varer flere Dage i Rad; uophørligt har de noget at sige hin- anden. I Reglen nøjes de ikke med at ride to og to, de maa være tre, fire, som drager afsted ved Siden af hinanden, saa længe det endnu er muligt. Denne Mode at ride i Selskab er saa indgroet hos dem, at deres Heste af sig selv trænger sig ind paa hverandre, saa at Europæeren tidt har meget Besvær med at hindre dem deri. I en med Kirgisere opfyldt Jarte surrer det som i en Bikube, eftersom enhver vil tage til Orde og gør alt, hvad han kan, for at skaffe sig Ørelyd. Følgen af en saadan blandt Mænd uhørt Snaksomhed er Kirgi- sernes Færdighed i at behandle deres Sprog; heri synes de at være alle ens, rige som fattige, fornemme som ringe, dannede som udannede. Deres tonerige og klang-fulde, men haarde Sprog, der som bekendt ikke er andet end en Mundart af det tatariske, er ualmindelig udtryksfuldt. Ethvert Ord, og dette mærker selv den fremmede, der ikke er fortrolig med Sproget, udtales fuldstændigt, og enhver Stavelse faar sin rette Be- toning, saa at man af Klangen kan slutte sig til, hvad det drejer sig om. Maaden at tale paa er meget livlig, Tonefaldet svarer til Indholdet af Sætningen; Talen og Pavserne er nøje afmaalte, saa at Samtalen fore- kommer én noget afbrudt, uagtet Talens Strøm ikke et Øjeblik standses. Ansigtsudtryk, der taler for sig selv, og livlige Bevægelser med Hænderne tydeliggør for øvrigt Ordene. Er Æmnet særligt fængs- lende, saa stiger den talendes Livlighed ligefrem til Varme, saa at man frygter for, at Haandgribeligheder skal følge paa Ordene. Dog ender i Regien selv den heftigste Ordstrid i Fred og Ro. Det er forstaaeligt, at Digteren maa være en betydelig Person i et saadant Folk. Enhver, der i Talefærdighed udmærker sig frem for de andre, erhverver sig Ære og Anseelse. En Sanger, en Lejlig- hedsdigter maa ikke savnes ved nogen Fest. Hans skabende Talent behøver ikke at være saa særdeles betydeligt: Talen maa kun strømme uden Afbrydelse og føje sig efter et bestemt Versemaal for at gøre ham til Digter. Dog raader enhver kirgisisk Digter over et ikke ringe Forraad af poetiske Tanker, som han uden Vanskelighed klæder i Ord. Hyrde- og Vandrelivet, hvor ensformigt det end forløber i det store og hele, har sine Tillokkelser, sine klingende Strænge, der kun behøver at anslaas for at vibrere og vække Genklang i Tilhørernes Hjerter.